Måling udpeger Labour som valgets store vinder i Storbritannien
Labour med Keir Starmer i front har ifølge valgstedsmåling fordoblet sine pladser i Underhuset. (Arkivfoto). Foto: Jon Super/Ritzau Scanpix
Labour bliver største parti ved det britiske parlamentsvalg, mens Det Konservative Parti går markant tilbage.
Arbejderpartiet Labour står til at få 410 pladser i Underhuset og bliver dermed det største parti ved det britiske parlamentsvalg.
Det viser en valgstedsmåling, der er lavet i samarbejde mellem de britiske tv-stationer Sky News, BBC og ITV.
Dermed er partiet tæt på valgresultatet i 1997, som er Labours hidtil bedste resultat nogensinde. Her fik Labour 418 pladser i Underhuset.
Sammenlignet med det seneste parlamentsvalg i 2019 fordobles antallet af Labour-repræsentanter efter torsdagens valg.
Det Konservative Parti bliver det næststørste parti i valgstedsmålingen med 131 pladser i Underhuset.
Partiet går markant tilbage. Ved parlamentsvalget i 2019 fik det 365 pladser i Underhuset, som har 650 medlemmer.
Det Konservative Parti har haft regeringsmagten de seneste 14 år, men må efter torsdagens valg forberede sig på at overlade nøglerne til regeringskontorerne til Labour, der ledes af Keir Starmer.
Liberaldemokraterne, som er et socialliberalt parti, bliver tredjestørst med 61 pladser, hvis valgstedsmålingen holder stik.
Valget åbner ifølge målingen dørene for et parti, der ikke tidligere har været repræsenteret i Underhuset: Reformpartiet, som ledes af Nigel Farage, der især er kendt for at have stået i spidsen for brexit-kampagnen.
Reformpartiet, der beskrives som et populistisk parti på højrefløjen, får ifølge målingen 13 mandater i Underhuset.
Partiet SNP, der kun stiller op i Skotland, får 10 mandater, partiet PC, der kun stiller op i Wales, står til 4 pladser, og De Grønne får ifølge målingen valgt to repræsentanter ind i parlamentet.
Derudover er der valgt yderligere 19 kandidater, hvoraf størstedelen er valgt i Nordirland, fremgår det af målingen.
Der foretages ikke valgstedsmålinger i Nordirland, og disse kandidater er derfor ikke delt op i partier.
Ved britiske parlamentsvalg afholdes flertalsvalg i enkeltmandskredse.
Det betyder, at der fra hver valgkreds kun skal vælges én kandidat. Kandidaten med flest stemmer kommer ind i parlamentet, og de stemmer, der er afgivet på andre kandidater end denne, går tabt.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker