Målstregen er i sigte i USA: Både præsident- og kongresvalg bliver en gyser
Det er stadig helt tæt løb mellem den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, og den demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris. Her viser Trump onsdag videoer af Harris under et vælgermøde i Duluth i Georgia. Foto: Christian Monterrosa/Ritzau Scanpix
Den 5. november går USA både til præsidentvalg og kongresvalg. Og udfaldet af det sidste får stor betydning for den kommende præsidents politiske manøvrerum.
Valget i USA står for døren. Det er på næste tirsdag, den 5. november, at det hele bliver afgjort.
Faktisk har en hel del amerikanere allerede sat deres krydser. Men det hele kulminerer endeligt om knap to uger.
Det er stadig tæt løb mellem Kamala Harris og Donald Trump, omend tendensen i målingerne gennem de seneste uger formentlig giver anledning til dybe panderynker i Harris-lejren.
For hvis man kaster et blik ned over RealClearPolitics' vægtede snit af målingerne fra de afgørende svingstater er status lige nu, at Trump fører i samtlige af de syv stater, der forventes at blive afgørende for udfaldet af dette års præsidentvalg.
Den største af de føringer er i Georgia. Her er Trump aktuelt foran Harris med 2,2 procentpoint, mens den mindste føring er den, som ekspræsidenten har i Wisconsin.
Annonce
Blot 0,1 procentpoint er forspringet her til Harris, mens føringerne i Michigan og Pennsylvania er på henholdsvis 0,2 og 0,5.
Og ja, det er så små føringer, at man også skal huske på den statistiske usikkerhed i målingerne.
Men det ændrer ikke på, at tendensen lige nu er, at det er Trump, der står bedst i målingerne i de stater, som kommer til at afgøre præsidentvalget i år.
En omstændighed, man i Harris-kampagnen meget gerne vil have ændret på – og helst så hurtigt så muligt.
Derfor er både Harris selv, hendes vicepræsidentkandidat, Tim Walz, og tidligere demokratiske præsidenter som Barack Obama og Bill Clinton nu alle i gang med en storstilet kampagneoffensiv i svingstaterne.
Det sker i håbet om, at en massiv tilstedeværelse frem til valgdagen om godt halvanden uge kan være med til at sikre en større grad af demokratisk medvind i målingerne.
Hos Republikanerne kommer Trump-kampagnen ligeledes til at centrere fokus omkring de afgørende svingstater i dagene frem mod valget den 5. november.
For den tidligere præsident ved om nogen, hvordan man både kan vinde og tabe præsidentvalg i svingstaterne.
I 2016 var sejrene i Pennsylvania, Michigan og Wisconsin afgørende for, at Trump endte med at besejre Hillary Clinton, mens resultaterne i de samme stater var med til at bane vejen for Trumps nederlag til Joe Biden i 2020.
Om det bliver Harris eller Trump, der ender med at trække det længste strå i kampen om de afgørende svingstater, er det af gode grunde for tidligt at sige endnu.
Annonce
Men at det bliver tætte resultater i samtlige svingstater, er der at dømme ud fra målingerne ikke meget tvivl om.
Det er imidlertid ikke kun præsidentvalget den 5. november, hvor resultatet ser ud til at blive tæt.
Det samme kan meget vel blive tilfældet ved kongresvalgene, der finder sted samme dag.
Således er en tredjedel af Senatets 100 pladser og samtlige 435 pladser i Repræsentanternes Hus på valg samme dag.
Siden midtvejsvalget i 2022 har Demokraterne haft et knebent flertal i Senatet, mens Republikanerne med få mandaters forskel har haft flertallet i Huset.
Den splittede kongres har begrænset præsident Bidens politiske manøvrerum gevaldigt.
Med kun halvanden uge til præsidentvalget er Kamala Harris lige nu bagud ifølge meningsmålingerne. Her taler hun onsdag ved et CNN-arrangeret møde i svingstaten Pennsylvania. Foto: Charly Triballeau/Ritzau Scanpix
Og derfor er kongresvalgene også af central betydning for en kommende amerikansk præsident.
Uanset om Harris eller Trump ender som vinder af præsidentvalget, vil de kommende års politiske arbejde i høj grad være defineret af, hvordan Kongressen er sammensat.
Lige nu viser RealClearPolitics' målinger, at flertallet i Senatet meget vel kan tænkes at være republikansk efter valget.
Således ser Demokraterne ud til at tabe deres senatssæder i blandt andet West Virginia og Montana, hvilket efter alt at dømme bliver udslagsgivende for, hvem der har flertallet i Senatet.
Annonce
I Repræsentanternes Hus er der lagt op til noget af en gyser.
Det kan ende med at blive ganske få mandater, der afgør, om Republikanerne beholder hammeren, eller om Demokraterne med Hakeem Jeffries i spidsen overtager styringen af Huset.
Det er med andre ord ikke kun præsidentvalget på næste tirsdag, hvor der er lagt op til en tæt afgørelse.
Donald Trump fører i samtlige af de syv svingstater, der forventes at blive afgørende for udfaldet af dette års præsidentvalg. Her fører han onsdag kampagne i svingstaten Georgia. Foto: Anna Moneymaker/Ritzau Scanpix
Det samme ser ud til at blive tilfældet ved kongresvalgene. Så hold øje med begge dele. Det har afgørende betydning for, hvordan amerikansk politik kommer til at se ud i de kommende år.
/ritzau/
De syv afgørende svingstater
* Syv stater ser lige nu ud til at blive afgørende for udfaldet af præsidentvalget i 2024.
* Det er Arizona, Nevada, Wisconsin, Michigan, Pennsylvania, North Carolina og Georgia.
* Derfor er det også disse stater, som begge præsidentkandidater har rettet deres fokus mod.
* Både Harris og Trump vil frem til valgdagen rejse i pendulfart mellem disse stater i håbet om at sikre den samlede sejr den 5. november.
Seneste artikler
Se dig for, når du køber solcreme. Nogle beskytter slet ikke
De flyttede på landet for roen: Nu buldrer 55 ton lastbiler forbi dem flere gange om dagen
Snart åbner lagersalg på Falster
Johnny skrev OL-sang og løb maraton med guitaren: - Det her er mit livs største projekt
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede "Pernille fra Væggerløse" op
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted