Manchester politi frigiver billeder af formodet bombemand
Greater Manchester Police offentliggjorde lørdag aften dette billede af Salman Abedi, der menes at stå bag bombeangrebet i Manchester mandag aften. Billedet er taget af overvågningskameraer på gerningsaftenen. Foto: /ritzau/AP/Greater Manchester Police
/ritzau/AP/Greater Manchester Police
Omkring 1000 mennesker deltager i efterforskningen af mandagens bombeangreb i Manchester, oplyser politi.
Det britiske politi arbejder stadig i døgndrift i efterforskningen af mandagens bombeangreb i Manchester, der kostede 22 mennesker livet.
Det oplyser Greater Manchester Police i en pressemeddelelse sent lørdag aften.
- Hele holdet arbejder døgnet rundt. I øjeblikket tager omkring 1000 mennesker del i efterforskningen. Derudover sørger yderligere hundredvis af politifolk og andre styrker for sikkerheden i og omkring Manchester, lyder det i meddelelsen.
Pressemeddelelsen indeholder også billeder af den 22-årige Salman Abedi, der menes at stå bag bombeangrebet.
Billederne er taget af overvågningskameraer i Manchester på gerningsaftenen.
Afhøringer af foreløbig 13 anholdte og adskillige ransagninger har gjort politiet klogere på den formodede gerningsmand.
- I de seneste dage har vi samlet omfattende information om Abedi, hans medsammensvorne, hans finanser, opholdssteder, og hvordan bomben var bygget, lyder det i meddelelsen.
Ifølge det britiske politi befandt Salman Abedi sig i en lejlighed i det centrale Manchester, før han begav sig mod koncertarenaen mandag aften.
Politiet mener, at det var i denne lejlighed, at Salman Abedi færdiggjorde sin bombe.
Greater Manchester Police understreger, at efterforskningen fortsætter med uformindsket styrke i forsøget på at skitsere forløbet op til angrebet i den britiske storby.
- Dette er stadig en igangværende efterforskning. Vores prioriteter er at kortlægge forløbet op til den tragiske episode og at finde ud af, om der var andre, der stod bag planlægningen af angrebet.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker