Mand anholdt efter klatretur på Eiffeltårnet kort før OL-afslutningsceremoni

En politibetjent i gang med at evakuere området omkring Eiffeltårnet søndag eftermiddag. En mand er set kravle rundt på tårnet kun timer før OL-afslutningsceremoni. Foto: Aijaz Rahi/Ritzau Scanpix

En mand i bar mave er set klatre rundt på det ikoniske tårn i Paris, som er blevet evakueret.

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand klatrede søndag eftermiddag rundt på Eiffeltårnet i Paris, og besøgende i tårnet blev evakueret som følge heraf.

Ifølge en talsperson fra fransk politi er manden nu blevet anholdt, skriver Reuters.

- Klokken 14.45 blev et individ set kravle på Eiffeltårnet. Politiet greb straks ind og anholdt vedkommende, lyder det fra talspersonen.

Videoer på det sociale medie X viser politi føre en mand ud af Eiffeltårnet.

- Det er forbandet varmt, er det ikke? skal manden grinende have sagt, mens han bliver ført væk.

Han er ifølge Reuters blev han mødt af politi cirka halvvejs på sin vej op ad tårnet.

Hændelsen sker kun timer forud for, at afslutningsceremonien for OL finder sted. Ceremonien er sat til at begynde klokken 21.

Mandens identitet eller motivation for at klatre på tårnet fremgår ikke af politiets melding.

/ritzau/

En mand er søndag eftermiddag set kravle rundt på Eiffeltårnet i Paris, hvilket har ført til, at tårnet er blevet evakueret. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix