Mand anholdt for forsøg på at omdirigere mexicansk rutefly til USA
Det var på et Volaris-fly, at en passager pludselig mistede besindelsen og overfaldt en ansat ved flyets kabinepersonale. Passageren krævede, at flyet satte kurs mod USA i stedet for byen Tijuana. (Arkivfoto). Foto: Daniel Slim/Ritzau Scanpix
En passager overfaldt en kabineansat og forsøgte at presse piloten til at omlægge mexicansk flys rute til USA.
En 31-årig mand er i mexicanske myndigheders varetægt, efter at han søndag under en ruteflyvning overfaldt en kabineansat og forsøgte at presse flyets kaptajn til at flyve til USA i stedet for den mexicanske by Tijuana.
Det oplyser Mexicos luftfartsmyndighed ifølge nyhedsbureauet AFP.
Hændelsen fandt sted under en ruteflyvning mellem Leon i det centrale Mexico og Tijuana, som ligger ved den nordvestlige grænse til USA.
Flyet endte med at måtte nødlande i den internationale lufthavn i Guadalajara efter kun tre kvarter på vingerne.
- En person overfaldt en kabineansat og forsøgte at trænge ind i cockpittet for at omdirigere flyet til USA, lyder det i en pressemeddelelse fra Mexicos luftfartsmyndighed.
Det lykkedes flyets besætning at overmande passageren - som efter sigende skulle have været ude at rejse med sin familie - og udstede et nødsignal, så flyet kunne få lov til at nødlande.
Ifølge luftfartsselskabet bag flyvningen, Volaris, sagde passageren, at et tæt familiemedlem var blevet bortført, efter at han rejste fra Leon, og at familiemedlemmet blev truet med at blive dræbt, hvis passageren tog til Tijuana.
Det står hverken klart fra Volaris eller de mexicanske luftfartsmyndigheder, hvor mange mennesker der var med flyet.
Passageren blev anholdt, da flyet nødlandede i Guadalajara. Efter nødlandingen fortsatte flyet til den oprindelige destination, Tijuana.
Manden fløj fra Leon, som ligger i den mexicanske delstat Guanajuato nordøst for landets hovedstad, Mexico City.
Der bor godt seks millioner mennesker i delstaten, som er en af landets hårdest ramte, hvad angår organiseret kriminalitet af landets narkokarteller.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker