Mand bag skibsforlis i Italien med 94 døde idømt fængsel
Italienske myndigheder stod over for et stort redningsarbejde efter et skibsforlis 28. februar sidste år. (Arkivfoto). Foto: Remo Casilli/Reuters
En 29-årig tyrker skal i fængsel og betale stor bøde for sin involvering i skibsforlis ud for Italiens lyst.
En domstol i Italien har dømt en mand i en sag om et skibsforlis sidste år, hvor 94 personer døde, til fængsel i to årtier.
Domstolen i den syditalienske by Crotone har fundet den 29-årige tyrker Gun Ufuk skyldig i blandt andet at forårsage et skibsforlis og hjælp til illegal immigration.
Den 29-årige skal også betale tre millioner euro - svarende til 22,37 millioner kroner - i bøde til civile sagsøgere.
Ufuk, der har nægtet, at han havde ansvar for båden, var en af fire formodede menneskesmuglere på en migrantbåd, der sank i stormvejr ud for Calabrias kyst 26. februar sidste år.
Båden, der havde 180 personer fra Afghanistan, Iran, Pakistan og Syrien om bord - mange af dem børn - var sejlet fra Tyrkiet, men sank meter fra kysten.
I dagene efter skibsforliset skyllede lig og vragrester op på strandene i området.
En mistænkt menneskesmugler døde i forliset, mens to andre fortsat har deres retssager foran sig.
Ufuk sagde i retten onsdag, at han var blevet hyret til at være mekaniker på båden, men at han aldrig stod ved roret.
- Jeg var nødt til at flygte fra Tyrkiet af politiske årsager, sagde han i retten.
Han forklarede, at han var blevet fængslet, fordi han havde kritiseret Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.
I kølvandet på skibsforliset lovede Italiens premierminister, Giorgia Meloni, at slå hårdt ned på menneskesmuglere. Det skulle indebære strengere straffe og favorisere arbejdere fra lande, der hjælper med at bekæmpe menneskesmuglere.
Melonis højreorienterede parti Italiens Brødre vandt valget i 2022 på et løfte om at mindske antallet af migranter, der ankommer til Italien i både.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker