Mand bevæbnet med kniv dræber en og sårer otte i Frankrig
Fransk politi ved det sted i Villeurbanne, hvor en blev stukket ihjel og otte andre såret lørdag eftermiddag. Foto: Emmanuel Foudrot/Reuters
Emmanuel Foudrot/Reuters
En mand bevæbnet med en kniv og et grillspyd stak flere mennesker ned ved et busstop i en forstad til Lyon.
En 19-årig mand er dræbt, og otte andre personer er såret i forbindelse med et knivoverfald i byen Villeurbanne i det sydøstlige Frankrig lørdag eftermiddag.
Tre af de overlevende ofre har fået alvorlige skader og er i kritisk tilstand.
Yderligere 20 mennesker, der overværede episoden, er blevet behandlet for chok.
Det oplyser redningsmandskab og en talsmand for de regionale myndigheder.
Gerningsmanden var bevæbnet med en kniv og et grillspyd.
Den mistænkte er ifølge en unavngiven politikilde en afghansk asylansøger. Manden er ikke kendt af hverken fransk politi eller efterretningstjenesterne i forvejen.
Politiet vurderer, at manden, der nu er anholdt, handlede alene.
Det er uklart, hvad der ligger bag angrebet.
- Der stod en mand ved 57 (et busstoppested, red.), som begyndte at lange ud i alle retninger med en kniv, fortæller en ung kvinde, hvis tøj er plettet af blod.
- Han havde held med at ramme og skære maven op på en person, fortæller hun videre.
- Han stak en mand i hovedet, han skar øret af en kvinde, og kvinden lå døende i busstoppestedet, og ingen kom hende til hjælp, græder den unge kvinde.
Øjenvidnet fortæller, at hun hjalp kvinden ind i en bus, der så lukkede dørene og kørte fra stedet.
Lyons borgmester, den tidligere indenrigsminister Gérard Collomb, har besøgt stedet, men afviser at spekulere i, hvad der fik gerningsmanden til at angribe de omkringstående.
Overfaldet fandt sted tæt ved en metrostation i Villeurbanne, der er en forstad til storbyen Lyon.
Borgmesteren i Villeurbanne, Jean-Paul Bret, hylder folk på stedet samt sikkerhedspersonalet på den nærliggende metrostation for deres indsats. De overmandede den mistænkte og holdt ham tilbage, da han prøvede at flygte.
Ifølge anklagemyndigheden i Lyon er den mistænkte varetægtsfængslet på mistanke om drab og drabsforsøg.
Som reaktion på angrebet skriver lederen af det højreorienterede parti Rassemblement National, Marine Le Pen, på Twitter:
- Naiviteten og lempelsen i vores migrationspolitik truer i høj grad det franske folks sikkerhed.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde