En mand, der åbnede ild mod sikkerhedsvagter uden for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, er død af de skudsår, han pådrog sig, da vagterne skød igen. Det oplyser Pentagon fredag.
- Der er indtil videre ingen indikationer af, at der var tilknytning til hjemlige eller internationale terrorister, siger Richard Keevill, chef for Pentagons sikkerhedsvagter.
Manden, der åbnede ild mod vagterne, er blevet identificeret som den 36-årige Patrick Bedell fra Californien. Han døde efter at være blevet ramt af skud i hovedet.
Ifølge avisen Washington Post havde Bedell på internettet udtrykt stor mistro til de officielle forklaringer om terrorangrebene på USA den 11. september 2001.
Skudepisoden uden for Pentagon fandt sted torsdag få timer efter, at Danmarks nye forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech (V), havde haft samtaler i bygningen med sin amerikanske kollega, Robert Gates.
To Pentagon-sikkerhedsvagter blev lettere såret under skudvekslingen.
Skudepisoden fandt sted ved en metrostation uden for Pentagon-komplekset. Al adgang til det amerikanske forsvarsministerium blev straks efter blokeret. Sikkerhedsalarmen blev dog afblæst efter et par timer.
Pentagon blev 11. september 2001 ramt af et passagerfly i forbindelse med al-Qaedas terrorangreb på USA. Siden da har bygningskomplekset været forstærket, og sikkerheden intensiveret.
Den danske forsvarsminister var torsdag i Pentagon for blandt andet at diskutere indsatsen i Afghanistan med Robert Gates.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde