Mand dræber kvinde på fransk plejehjem for munke og nonner
Gerningsmanden, der trængte ind på plejehjemmet med et oversavet jagtgevær og en kniv, er på fri fod.
En maskeret mand dræbte sent torsdag aften en kvinde med en kniv, da han trængte ind på et plejehjem for pensionerede missionærer i det sydlige Frankrig.
Umiddelbart efter iværksatte fransk politi en større eftersøgning af gerningsmanden.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Gerningsmanden trængte ind på plejehjemmet med et oversavet jagtgevær og en kniv. Ifølge AFP bandt manden derefter kvinden, der angiveligt arbejdede på plejehjemmet, før han slog hende ihjel.
Omkring 70 beboere blev evakueret fra plejehjemmet, der ligger i byen Montferrier-sur-Lez omkring ti kilometer nord for Montpellier.
Væbnede politistyrker søgte efter manden i bygningen, men det formodes, at han er undsluppet.
Derfor har fransk politi iværksat en større eftersøgning for at finde gerningsmanden.
Fransk politi oplyser, at der foreløbigt ikke er noget, der tyder på, at der skulle være tale om en terrorhandling.
- Foreløbigt er der kun et enkelt offer, og lige nu er der ingen beviser, der peger mod et motiv for handlingen, siger Christophe Barret, der er anklager i Montpellier, ifølge AFP.
Plejehjemmet er beboet af pensionerede missionærer og nogle få nonner.
Beboerne på plejehjemmet er alle ældre med en gennemsnitsalder på 75 år. Flere af beboerne er dog over 90 år, oplyser Alain Berthet, der er lokal advokat i Montferrier-sur-Lez, ifølge AFP.
Frankrig er stadig i undtagelsestilstand, efter at landet har været ramt af en række angreb fra militante islamister det seneste år.
Flere end 230 personer er blevet dræbt i angreb udført af militante islamister rundt omkring i Frankrig siden begyndelsen af 2015.
I juli blev en 85-årig katolsk præst dræbt, da to jihadister stormede hans kirke i byen Saint-Etienne-du-Rouvray og skar halsen over på ham.
Og så sent som i sidste uge blev flere personer anholdt i Frankrig mistænkt for at stå bag planlægningen af et angreb 1. december. Det oplyste politikilder tidligere torsdag.
Ifølge kilderne havde de mistænkte planlagt at angribe Champs-Elysees i centrum af Paris og Disneyland.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker