Mand dropper afbrænding af Toraen i Stockholm
Både svenske og internationale medier var mødt op, da en mand havde meddelt, at han ville brænde Toraen af foran Israels ambassade i Stockholm. Her ses personen holde en Koran efter at have droppet afbrændingen. Foto: Tt News Agency/Reuters
Planlagt afbrænding af Toraen udviklede sig til demonstration imod afbrænding af hellige skrifter.
En mand, der havde fået tilladelse af svensk politi til et arrangement, hvor jødedommens hellige bog, Toraen, skulle brændes af, har valgt i stedet at demonstrere for ikke at brænde hellige skrifter af.
Det skriver nyhedsbureauet TT kort efter klokken 13 lørdag.
Afbrændingen skulle have fundet sted lørdag foran Israels ambassade i Stockholm.
Men manden har valgt ikke at gennemføre afbrændingen og siger ifølge avisen Expressen, at han er muslim og ikke brænder ting af.
- Det her er en lighter. Jeg har ikke brug for den, siger han ifølge Expressen.
Både svenske og internationale medier var mødt op.
Den planlagte afbrænding havde på forhånd tiltrukket sig opmærksomhed efter en kontroversiel koranafbrænding i juni.
Blandt andre Israels præsident, Isaac Herzog, havde på forhånd fordømt lørdagens planlagte afbrænding.
Den 28. juni brændte en svensk-irakisk mand en koran af i Stockholm.
Efter afbrændingen af Koranen fulgte store protester fra den muslimske del af verden. Også ledende figurer fra andre trosretninger har siden reageret med kritik af afbrændinger af hellige skrifter.
Eksempelvis har den katolske kirkes overhoved, pave Frans, talt om, at afbrænding af hellige bøger er en urimelig brug af ytringsfrihed.
I Irak blev den svenske ambassade stormet i kølvandet på protester over afbrændingen af Koranen i Stockholm.
FN's Menneskerettighedsråd stemte onsdag for en omstridt resolution imod religiøst had i kølvandet på koranafbrændingerne.
Resolutionen, som blev bragt for rådet på pakistansk initiativ, opfordrer lande til at gennemgå lovgivning, som kan "hindre forebyggelsen og retsforfølgelsen" af "religiøst had".
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde