Mand knivdræber to i moské nord for sydafrikanske Cape Town
For anden gang på en måned bliver bedende i en sydafrikansk moské udsat for et knivangreb. To er dræbt.
En mand har torsdag morgen stukket to personer ihjel i en moské nord for Cape Town i Sydafrika, oplyser en talsperson ved politiet.
Flere andre er kommet til skade i angrebet i byen Malmesbury, der ligger omkring 70 kilometer nord for millionbyen Cape Town.
Den formodede gerningsmand blev efterfølgende dræbt af politiets skud.
- Politiet i Malmesbury blev kaldt til den lokale moské, hvor de fandt to døde med stiksår og flere sårede, siger Noliyoso Rwexana ved politiet i Western Cape.
Den formodede gerningsmand menes at være i 30'erne. Han ignorerede ifølge politiets talsperson en opfordring til at overgive sig. Derpå blev han skudt og dræbt, da han angreb betjentene.
- Bevæbnet med en kniv angreb han politiet, som forsøgte at få ham til at overgive sig, siger Rwexana.
Motivet til angrebet er endnu ukendt.
Torsdagens angreb er blot den seneste alvorlige af flere hændelser i sydafrikanske moskéer i år.
I maj var en moské i nærheden af havnebyen Durban ramme om et knivangreb. En imam blev dræbt, og to andre blev alvorligt såret.
Få dage senere ledte politiet efter en bombe samme sted, og Sydafrikas politiminister, Bheki Cele, besøgte moskéen.
Sydafrika er plaget af vold og sociale spændinger, der bunder i fattigdom og store indkomstforskelle.
Men disse spændinger er sjældent forbundet til militante islamister, som det ses andre steder i Afrika.
Sydafrika er kendt for at have en relativt udbredt tolerance mellem landets forskellige religiøse grupper. Omkring 1,5 procent af landets befolkning er muslimer. Knap 80 procent er kristne.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde