Mand med kniv går til angreb på tysk universitet og sårer fire
Et knivangreb på Hamm-Lippstadt Universitet i det vestlige Tyskland fredag eftermiddag har efterladt fire mennesker sårede. Foto: Festim Beqiri/Ritzau Scanpix
Mand angreb tilsyneladende tilfældige, hvorefter han gik mod en forelæsningssal, hvor han blev overmandet.
Fire mennesker er sårede efter et knivangreb på et universitet i det vestlige Tyskland fredag.
Gerningsmanden er i politiets varetægt, efter at det lykkedes nogle studerende at overmande ham.
Det oplyser lokale myndigheder.
Hændelsen fandt sted fredag eftermiddag på Hamm-Lippstadt Universitet i delstaten Nordrhein-Westfalen, da en 34-årig mand med en kniv gik til angreb på flere personer på universitetet.
En talsmand for anklagemyndigheden i Dortmund oplyser, at der er noget, som tyder på, at den formodede gerningsmand er psykisk syg. Han skal derfor undersøges af en psykiater lørdag.
Der er intet, som peger på, at angrebet er politisk motiveret, eller at der har været andre medskyldige involveret.
Under angrebet blev tre mænd og en kvinde såret - nogle af dem alvorligt.
Ifølge anklagemyndighedens kontor måtte det kvindelige offer hasteopereres efter angrebet, da hun var i akut livsfare.
Den 34-årige formodede gerningsmand havde op til angrebet boet på et kollegie for studerende. Tysk politi har ransaget hans bolig.
Politiet oplyste tidligere fredag, at manden efter alt at dømme var gået ind i en af universitetets bygninger og gået til angreb på folk på gangene.
Derefter gik han mod en større forelæsningssal, hvor han blev overmandet af studerende, som holdt ham tilbage, indtil politiet ankom til stedet og anholdt ham.
I første omgang bad politiet folk om at undgå området. Senere oplyste politiet på Twitter, at universitetsområdet igen var sikkert, og at mange betjente var på stedet.
Universitetet åbnede sit cafeteria for chokerede studerende og tilbød gratis drikkevarer og rådgivning fra en præst.
- Målet er at sørge for den bedst mulige støtte til de studerende, udtalte universitetskansler Sandra Schlösser til den lokale avis Westfälischer Anzeiger.
Hamm-Lippstadt Universitet åbnede i 2009. Det har 5900 studerende fordelt på to campusser i henholdsvis Hamm og Lippstadt, der begge ligger i det vestlige Tyskland.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned