Mand sigtet for forsøg på terrordrab i Bruxelles
33-årig mand sigtet i Belgien for at gøre forsøg på terrordrab og for at være med i en terrorgruppe.
Statsanklagemyndigheden i Belgien har rejst sigtelse mod en mand for at have forsøgt "terrordrab", skriver AFP.
- Den 33-årige Nourredine H. er sigtet for at gøre forsøg på at begå et terrordrab og for at være med i en terrorgruppe, siger en talsmand for anklagemyndigheden.
Den 33-årige blev anholdt sammen med sin bror fredag
Broren til den sigtede, Hamza H., er løsladt og er ikke sigtet, siger talsmanden for anklagemyndigheden.
Politiets antiterrorenheder gennemførte natten til lørdag en større operation i Vallonien. Det skriver avisen De Standaard.
I alt blev omkring 10 mennesker anholdt, men kun de to af dem - de to brødre - blev taget med til afhøring, skriver den belgiske avis.
- Baseret på de foreløbige resultater af efterforskningen tyder det på, at der var planer om at gennemføre et angreb et sted i Belgien, skrev anklagemyndigheden tidligere i en pressemeddelelse.
Der blev hverken fundet våben eller sprængstoffer under politiets i alt syv ransagninger i regionen Mons og et enkelt sted i Liege, har anklagemyndigheden oplyst til Reuters.
Umiddelbart ser det ikke ud til, at der er nogen forbindelse til tidligere angreb i Bruxelles, siger talsmænd for anklagemyndigheden.
32 mennesker blev dræbt i angreb mod lufthavnen i Bruxelles og en metrostation i byen 22. marts.
Flere af de personer, der var involveret i angrebet i Bruxelles, havde direkte forbindelse til gerningsmændene bag det store, koordinerede angreb i Paris i november sidste år, hvor 130 mennesker blev dræbt.
Belgien har været i forhøjet sikkerhedsberedskab siden et større angreb i Bruxelles 22. marts og en bølge af angreb i Frankrig og Tyskland i den seneste måned.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned