Mand skudt og dræbt ved Fort Knox

En civilt ansat på den store amerikanske militærbase Fort Knox er dræbt efter en skudepisode, der fandt sted onsdag eftermiddag lokal tid. Det rapporterer NBC News.

Offentliggjort Sidst opdateret

Basen, der ligger i delstaten Kentucky, gik efter skyderiet midlertidigt i alarmberedskab og fortsatte i forhøjet beredskab onsdag aften.

Identiteten på den dræbte er ikke blevet offentliggjort. Personen blev hastet i ambulance til et hospital i nærheden, hvor han blev erklæret død.

Forbundspolitiet FBI har sendt to agenter til Fort Knox for at hjælpe til med efterforskningen, skriver nyhedsbureauet Reuters. En FBI-talsmand fortæller, at der endnu ikke er pågrebet nogen gerningsmand.

Militærbasen Fort Knox ligger i nærheden af det berømte bygningskompleks af samme navn, hvor USA opbevarer sine guldreserver.

For to uger siden skød og dræbte en amerikansk marineinfanterist to kolleger på basen Quantico i delstaten Virginia. Derefter begik manden, som var ved at blive uddannet til officer, selvmord.

Skyderiet finder sted på et tidspunkt, hvor debatten om skydevåben fortsat er ophedet i USA, efter at 27 mennesker - heriblandt 20 børn - blev dræbt ved en skudmassakre kort før jul på en skole i Newtown i Connecticut.

/ritzau/