Nelson Mandela har haft besøg af en af sine tidligere fangevogtere, nemlig Christo Brand, der har været til en særlig middag i Mandelas hjem.
Middagen var et af de arrangementer, der skal markere 20-års-dagen den 11. februar for løsladelsen af Mandela, som efter 27 års fængsel blev løsladt fra det berygtede fængsel på Robben Island nær Cape Town i Sydafrika i 1990.
Mandela, der efter sin løsladelse blev Sydafrikas første sorte præsident, har i sine erindringer skrevet, at han og Brand udviklede et særligt venskab, selv om Mandela var fange og Brand fangevogter.
Venskabet "forstærkede min tro på den grundlæggende menneskelighed selv hos de, der holdt mig indespærret", skriver Mandela.
Brand var blandt en lille gruppe, som onsdag aften var inviteret til middag af Mandela og hans eks-kone, Winnie Mandela. Andre i selskabet var ledende apartheidaktivister.
Ved middagsselskabet spurgte Brand ifølge det sydafrikanske nyhedsbureau Sapa Mandela, der var bokser i sin ungdom, om han stadig træner.
- Det er ikke let, men jeg gør det nu og da. Jeg føler, at jeg bliver gammel. Tiden flyver, men jeg er ikke så bekymret, svarede den 91-årige Mandela.
Nelson Mandelas datter Zindzi filmede middagen og planlægger at vise sine optagelser offentligt i forbindelse med årsdagen den 11. februar.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker