Manden bag Bali-bomberne kan være på vej ud i friheden

Umar Patek, da han i 2012 netop havde fået sin dom på 20 års fængsel for at have lavet bomberne, der blev brugt på Bali i 2002. Nu har han afsonet 10 års fængsel, er 52 år, og måske løslades han snart. (Arkivfoto). Foto: Romeo Gacad/Ritzau Scanpix

202 mennesker blev dræbt af bomberne på Bali i 2002. Tre af dem var danskere. Manden, der lavede bomberne, er i indonesisk fængsel. Men han kan snart være fri.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var forargelse, tristhed og vrede, da Abu Bakar Bashir en januardag i 2021 vandrede ud af Bogor-fængslet ved den indonesiske hovedstad, Jakarta, som en fri mand.

Den dengang 82-årige radikale, islamiske præst havde været 10 år i fængsel. Blev regnet for den åndelige leder af Jemaah Islamiah, der er tilknyttet al-Qaeda.

Han blev i 2011 dømt 15 års fængsel for træning af terrorister.

Han blev også dømt medskyldig i terrorangrebet i 2002 på den indonesiske ferieø Bali, da 202 mennesker blev dræbt på to barer. De fleste var turister, tre af dem danske kvinder.

En appelsag rensede ham for at være medskyldig, men mistanken har alligevel været der hos mange.

Da myndighederne nedsatte hans straf, og han kom ud i friheden, reagerede Australiens daværende premierminister, Scot Morrison.

- Det gør ondt på venner og familie til de 88 australiere, der blev dræbt på Bali, sagde han.

Nu er der måske endnu en løsladelse på vej i sagen om Bali-bomberne.

Det sagde Australiens nuværende premierminister, Anthony Albanese, i sidste uge, og nu har nyhedsbureauet AFP fået det bekræftet af de indonesiske myndigheder.

Det drejer sig om Umar Patek. Han blev anholdt i 2011 i Abbottabad i Pakistan, nogle måneder før Osama bin Laden blev dræbt af amerikanerne i samme by.

I 2012 blev Patek idømt 20 års fængsel for sin rolle i Bali-attentatet. Det var ifølge dommen Patek, der konstruerede og byggede bomberne.

Patek, som også er medlem af Jemaah Islamiah, blev også dømt for medvirken i et attentat mod en kirke i år 2000.

Nu begynder det imidlertid at lysne for Patek - her 10 år før udløbet af hans oprindelige straf.

Ifølge Reuters er hans straf i de senere år blevet reduceret nøk efter nøk.

Indoneseren kendt som Hambali regnes for den egentlige bagmand bag bomberne på Bali. Billedet blev udleveret af politiet, da han var eftersøgt. I 2003 blev han anholdt ved en fælles amerikansk-thailandsk aktion. Han befinder sig nu i USA's fangelejr i Guantanamo i Cuba. (Arkivfoto). Foto: Ho/Reuters

Kontoret for jura og menneskerettigheder i provinsen Østjava, hvor Patek er fængslet, oplyser til Reuters, at med det seneste nøk ned har han udstået to tredjedele af sin straf.

Så kan han søge om løsladelse før tid. Han har sendt ansøgningen, der nu behandles af justitsministeriet.

Teguh Wibowo, talsperson for kontoret i Østjava, siger til nyhedsbureauet AFP, at den nu 52-årige Patek har forandret sig.

Han har opgivet sin ekstremistiske tro.

- Han har pligtskyldigt gennemført et afradikaliseringsprogram og opført sig godt i fængslet, siger Wibowo.

Nyheden om den måske snarlige løsladelse ryster den 47-årige Thiolina Ferawati Marpaung. Hun blev såret af bomberne og er permanent skadet på øjnene.

- Det er ikke sådan, at jeg ikke respekterer andre folks rettigheder. Men han har såret overlevende og familier med sine onde umenneskelige handlinger, siger hun til de internationale nyhedsbureauer.

Vesterlændinge på barer og natklubber var målet for terroristerne, som slog til den 12. oktober 2002 på Bali. 164 af de 202 dræbte var udenlandske turister. Billedet er fra dagen efter terrorangrebet. (Arkivfoto). Foto: Cyril Terrien/Ritzau Scanpix

- Jeg håber, at regeringen, specielt præsident Joko Widodo, vil suspendere beslutningen (om at løslade ham red.).

- For os, de overlevende, er tårerne tørret ud. Men smerten i vores kroppe er der endnu.

I Australien siger premierminister Albanese ifølge Reuters, at han kun har "foragt" og afsky til overs for Pateks handlinger.

Hvis han løslades før tid, vil det blot forny traumerne for ofrenes sørgende familier, siger Albanese.

/ritzau/

Terrorangrebet på Bali

* Terrorangrebet på Bali fandt sted den 12. oktober 2002 klokken 23.05 indonesisk tid.

* Angrebet er det mest dødelige terroranslag i Indonesiens historie.

* 202 personer omkom, mens over 300 blev såret. 38 af de omkomne var fra Indonesien, resten var udenlandske turister.

* Cirka 300 danskere befandt sig på Bali. Tre af dem mistede livet. Det var tre kvinder.

* Attentatet omfattede tre bomber: En i rygsækken på en selvmordsbomber på baren Paddy's Bar, en bilbombe foran natklubben Sari Club, begge i turistområdet Kuta, og en mindre bombe uden for det amerikanske konsulat i Denpasar.

* Medlemmer af den islamiske terrororganisation Jemaah Islamiyah er blevet dømt for attentatet.

* Indoneseren Hambali regnes for at være bagmanden. Han kendes også som Encep Nurjaman. Han blev anholdt ved en fælles amerikansk-thailandsk aktion i 2003. Han befinder sig nu i den amerikanske fangelejr i Guantanamo i Cuba.

Kilder: BBC, Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu