Mange børn er dræbt af luftangreb i Syrien
Mindst 32 personer har søndag mistet livet i luftangreb forskellige steder i Syrien, rapporterer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder. Mindst 18 børn skal være blandt ofrene.
16 personer blev dræbt, da kampfly angreb byen Hadad i Hassakeh-provinsen. Blandt ofrene var tre børn og to kvinder, lyder det fra observatoriet.
Yderligere ni børn meldes dræbt i et luftangreb i området al-Qaboon ved Damaskus. Et område, hvor der de sidste par måneder har været intense kampe mellem den syriske regeringshær og oprørere.
Seks børn og en kvinde blev desuden dræbt i angreb i to forstæder til hovedstaden - henholdsvis al-Nashabiya og Hazarma.
Organisationen Human Rights Watch anklager de syriske myndigheder for bevidst at have rettet luftangrebene mod civile mål. Derudover anklager de den syriske regeringshær for ikke at skelne mellem civile og militære mål, som det ellers kræves.
Ud over luftangrebene meldes der også om kampe flere andre steder i Syrien. Omkring 30 personer skulle her have mistet livet, hvilket altså bringer det samlede antal døde op på over 60.
I nabolandet Libanon lyder det, at to personer er blevet dræbt og fire er såret, da artillerigranater blev affyret fra Syrien ind over grænsen. Den libanesiske hær oplyser, at den har sendt soldater til grænseområdet for at beskytte civile.
Måske vil de besvare angrebet, siger de.
Over 70.000 er ifølge FN blevet dræbt i den syriske konflikt, og over 1,3 millioner er tvunget på flugt fra landet.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned