Mange børn verden over vil dø indirekte af corona
Der er lavet midlertidige felthospitaler nogle steder i Afrika på grund af coronavirus. Her ses en omdannet sportshal i nærheden af Cape Town i Sydafrika. (Arkiv) Foto: Mike Hutchings/Reuters
Mike Hutchings/Reuters
I værste scenarie vil 2,3 millioner små børn dø som følge af coronarestriktioner, skriver videnskab.dk.
På verdensplan er 800.000 mennesker indtil videre døde med covid-19.
Men tilsammen vil langt flere børn under 5 år - op mod 2,3 millioner - dø som følge af corona-restriktioner og mangel på tilstrækkelig hjælp til små børn og fødende kvinder.
Det viser et nyt studie udgivet i det videnskabelige tidsskrift The Lancet Global Health.
- Det er simpelthen så forfærdeligt, at jeg får gåsehud, når jeg læser det, siger læge og forsker på Afdeling for Global Sundhed på Københavns Universitet Nanna Maaløe til netmediet videnskab.dk.
De mange millioner små børn og tusindvis af fødende kvinder vil dø som en indirekte konsekvens af coronapandemien, fremgår det af studiet.
Ikke fordi de bliver syge med corona, men fordi blandt andet adgangen til en sikker fødsel bliver bremset af smittefrygt, omlægning af fødeklinikker til covid-centre, mangel på personale og mangel på medicin og mad.
- Alene det at komme frem til et fødested kan være stort set umuligt. Mange fattigere lande har indført vejspærringer og mere kontrol, som forsinker turen, siger Nanna Maaløe og fortsætter:
- Der er ofte krav om ansigtsmaske, og det har man måske ikke. Samtidig er kvinderne selv bange for smitte og tager måske oftere først afsted, når de har komplikationer, siger Nanna Maaløe, som ikke har taget del i den nye undersøgelse.
Hendes observationer bakkes op af Verdenssundhedsorganisationen WHO's erfaringer:
- Vores erfaringer viser, at nedgangen kan skyldes flere faktorer: Omrokering af personale for at håndtere covid-19 tilfælde, mangel på værnemidler, som gør det umuligt for sundhedspersonalet at tilbyde sikker behandling, og en opfattelse i befolkningen om, at sundhedstilbud er lukket eller ikke sikre.
Det skriver Anshu Banerjee, der er chef for den afdeling i WHO, der blandt andet beskæftiger sig med sundheden for mødre samt spæd- og småbørn i WHO, i en e-mail til videnskab.dk.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned