Mange civile dræbt af Gaddafis styrker

Tropper loyale mod Libyens leder Muammar Gaddafi sendte tirsdag en byge af granater mod den belejrede by Misrata. Angrebet kostede 11 civile livet, og sårede snesevis af indbyggere. Det oplyser modstandere af styret.

- 11 blev dræbt og mindst 57 såret. Stort set samtlige var civile, siger en oprører til nyhedsbureauet AFP. Misrata ligger cirka 200 kilometer øst for Tripoli, som Gaddafi fortsat har kontrol over.

Siden marts har Misrata næsten dagligt været udsat for angreb fra Gaddafis tropper. Oprørerne har, bistået af Nato-alliancens luftangreb, formået at rense byen for Gaddafis tropper, men de befinder sig fortsat så tæt på byen, at granatangreb er muligt.

Mens granaterne faldt ned over byen, var der kampe på landjorden i udkanten af Misrata. Skudvekslingerne kostede fem oprørere livet. På den østlige frontlinje lykkedes det oprørsstyrkerne at pågribe ni af Gaddafis soldater.

Der var tirsdag ingen tegn på en offensiv fra oprørernes side mod hovedstaden Tripoli, som en oberst, der er skiftet over på oprørernes side, ellers hævdede var nært forestående mandag.

Den franske forsvarsminister Gerard Lonquet advarer oprørerne om, at de kun har få chancer for at besejre Gaddafis tropper.

Lonquet vurderer, at Gaddafis modstandere nu står bedre med hensyn til at organisere sig politisk og militært, men det er ikke tilstrækkeligt til at indlede en offensiv.

/ritzau/AFP

Mindst 11 personer har mistet livet efter granatangreb på den belejrede by Misrata.

Offentliggjort Sidst opdateret