Mange europæere er bekymrede over snyd og påvirkning af valg

27.500 europæere er blevet spurgt om valgpåvirkning i Europa, og mange frygter, at valg kan påvirkes.

Offentliggjort Sidst opdateret

Russiske troldefabrikker har ifølge efterretningstjenester i Vesten påvirket flere valg i Europa og USA.

Den bekymring har også ramt europæerne. Det viser en undersøgelse fra Kantar på vegne af EU-Kommissionen.

61 procent af knap 27.500 adspurgte i EU's 28 lande frygter, at valg i Europa kan manipuleres via it-angreb.

Desuden går mange med bekymringer om, hvorvidt fremmede aktører og kriminelle grupper påvirker valg. Det gælder 59 procent.

Undersøgelsen skal give et billede af, hvordan folk i EU ser på påvirkning af valg, før der til maj næste år er valg til EU-Parlamentet.

- Denne undersøgelse bekræfter, at europæerne ved, at det kommende valg ikke bliver, som det plejer at være. De forventer handling, der kan garantere fair og sikre valg, siger EU-retskommissær Vera Jourova.

Større åbenhed på sociale medier - blandt andet om en annoncørs identitet - kan ifølge et overvejende flertal af de adspurgte bidrage til at modvirke truslen. Det er omkring tre fjerdedele enige i.

Lige adgang for alle politiske grupper til digitale platforme vil ifølge et stort flertal også være et skridt i en mere fair retning.

- Vores undersøgelse viser, at folk er meget bekymrede for misinformation. Det gode er, at flere og flere borgere forholder sig kritisk til den information, som de modtager, siger EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans.