Det britiske arbejderparti skal finde en ny leder, efter premierminister Gordon Brown har meddelt, at han træder tilbage. Der er mange om budet, men udenrigsminister David Miliband er favoritten.
Bookmakerne gør den 44-årige Miliband til tårnhøj favorit. Han hørte til i tidligere premierminister Tony Blairs inderkreds.
Selv om det aldrig er dokumenteret, så hævdede en række britiske medier, at Blair i 2006 og 2007 forsøgte at køre Miliband i stilling til posten som premierminister for at forhindre Brown i at blive hans afløser.
Milibands svaghed er hans noget vage, drengeagtige og ukarismatiske fremtoning. Det tæller enormt for en leder, der konstant vil være i mediernes søgelys.
En af hans nærmeste konkurrenter er hans bror, energiminister Ed Miliband.
- Ed ønsker, at partiet skal have det bredest mulige valg, og han taler med folk om sine idéer, siger hans talskvinde.
Partiet har i en række år været splittet op i en Blair- og Brown-fløj. Rivaliseringen har været hård. Ed og David Miliband hører til førstnævnte.
Fra Brown-fløjen er en oplagt kandidat skoleminister Ed Ball. Den 43-årige Ball er en begavet og til tider brutal politiker, som har været en af Browns mest loyale støtter. Et af hans store aktiver er hans nære forhold til fagbevægelsen.
Andre navne, der cirkulerer i London, er indenrigsminister Alan Johnson og sundhedsminister Andy Burnham. På partiets venstrefløj er en mulig kandidat John Cruddas. Han har ikke været minister, men var i en række år Blairs fortrolige kontakt til fagbevægelsen.
Outsideren er den 56-årige finansminister Alistair Darling.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned