Politi og soldater har været i heftige skudkampe med bevæbnede mænd flere steder i Tunesiens hovedstad, Tunis.
To mænd døde efter en skudveksling på et hustag i nærheden af byens centralbank, siger en militærkilde til statsligt tv.
Mændene blev dræbt af skud fra en helikopter, siger kilden.
Et andet skyderi fandt sted foran hovedkvarteret til landets største oppositionsparti, PDP, oplyser en kilde i partiet.
Her havde en gruppe bevæbnede mænd gemt sig i en bygning i nærheden, hvorfra de affyrede flere skud mod politiet, som var i færd med at gennemsøge en taxa foran hovedkvarteret, siger kilden.
Politiet, som angiveligt fandt flere våben i taxaen, besvarede skudsalverne.
Ifølge en svensk rejsearrangør var der imidlertid tale om en gruppe svenske turister, som havde været på vildsvinejagt i Tunesien, og som politiet fejlagtigt antog for at være medlemmer af en milits.
Også fire tyskere blev anholdt i forbindelse med skyderiet foran oppositionens hovedkvarter. De sad med deres våben og andre bevæbnede udlændinge i tre taxaer, oplyser politiet.
- Vi har anholdt fire tyske statsborgere og andre med forskellige nationaliteter. Jeg kender ikke antallet eller de andre udlændinges nationalitet, siger en højtstående politikilde til statsligt tv.
Det er derfor uvist, om de fire tyskere var en del af den svenske jagtgruppe.
Tunesien balancerer på randen af kaos efter oprøret, der har væltet regeringen og tvunget præsident Zine Al-Abidine Ben Ali på flugt.
Mange tunesere siger, at sikkerhedsstyrker, der er loyale over for den fordrevne præsident, er opsat på at skabe kaos i landet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned