Manglende købelyst i Kina fortsætter efter måneder med prisfald
Høj told i USA på kinesiske varer udgør en risiko for Kinas eksport på et tidspunkt, hvor landet kæmper med deflation. (Arkivfoto). Foto: Tingshu Wang/Reuters
Den kinesiske økonomi er udfordret af lavt forbrug hos befolkningen og en handelskrig med USA.
Forbrugerpriserne faldt i april for tredje måned i træk i Kina, der fortsat kæmper for at sætte skub i købelysten og økonomien.
Det viser data fra Det Nationale Statistikbureau i Kina.
Forbrugerprisindekset - der bruges som et mål for inflationen i den kinesiske økonomi - faldt med 0,1 procent i april sammenlignet med året før.
Faldet følger to måneder med faldende forbrugerpriser i verdens næststørste økonomi.
I januar steg priserne, men det blev især tilskrevet fejringen af det kinesiske nytår, som betyder festligheder med store indkøb fra forbrugerne.
Kina har i en periode været udfordret af manglende købelyst hos kineserne og deflation, altså faldende priser.
I de seneste måneder har en ny udfordring meldt sig på banen i form af en handelskrig med USA.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har indført told på 145 procent på en stor del af de kinesiske varer, der kommer ind i USA.
Flere toldsatser lagt oven i hinanden betyder, at tolden på nogle varer er helt op til 245 procent.
Kina har svaret tilbage med told på op til 125 procent.
USA har ligesom mange vestlige lande kæmpet med høj inflation i de seneste år, mens Kina altså omvendt har det modsatte problem.
Hvis priserne falder i et land i en længere periode, er det et problem for økonomien, fordi det kan få forbrugerne til at holde igen med pengene.
I efteråret kom den kinesiske regering med flere tiltag, der skulle sætte gang i den økonomiske aktivitet. Heriblandt rentesænkninger og færre restriktioner i forbindelse med boligkøb.
Tallene fra statistikbureauet kommer forud for et møde mellem Kina og USA, hvor told og økonomi er på dagsordenen.
Repræsentanter for de to lande mødes lørdag i Schweiz.
Donald Trump har sagt, at han ønsker en aftale med Kina. Fredag sagde den amerikanske præsident, at en told på 80 procent potentielt ville være et godt sted at lande.
USA vil dog ikke sænke sin told, hvis ikke der er indrømmelser fra Kina, sagde talskvinde i Det Hvide Hus Karoline Leavitt efterfølgende.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker