Klodens mangroveskove forsvinder med alarmerende hast. Selv om flere lande søger at bevare eller genskabe mangroven, menes en femtedel af verdens mangroveområder ødelagt siden 1980. Det svarer til over 36.000 kvadratkilometer.
Den vigtige mangrove, som vokser med rødderne under vand i kystområder, forsvinder tre til fire gange så hurtigt som skovene på landjorden. Det viser en ny global kortlægning fra FN's Miljøprogram, UNEP. Årsagerne er især anlæg af rejefarme og byggeri ved kystlinjen.
Mangroveskovene har utallige nyttige funktioner for mennesket: De er gydepladser for fisk og skaldyr, de renser forurenet vand, de leverer hårdt tømmer og trækul, og de beskytter mod erosion og flodbølger. Den store tsunami i 2004, som dræbte en kvart million mennesker, slog allerhårdest til på de kyster, hvor mangroven var fældet.
UNEP's direktør, Achim Steiner, siger, at det ny mangroveatlas beviser, hvor umådeligt store tab den forsvundne mangrove har påført natur og mennesker.
- Men hånd i hånd kan forskning og økonomi føre til en ændret politik. Omkring 1200 beskyttede områder sikrer nu en fjerdedel af den resterende mangrove, og mange lande er i færd med genopretning, siger Achim Steiner.
Det ny mangroveatlas viser da også positive tendenser. Projekter med genplantning dækker nu omkring 400.000 ha (4000 kvadratkilometer).
Økonomiske beregninger er ifølge UNEP et af de vigtigste argumenter for at pleje eller genplante mangrove. Studier peger på, at mangroven årligt skaber en værdi på 2000-9000 dollar pr. hektar. Det er betydeligt mere end alternative anvendelser som reje-akvakultur, landbrug eller turisme uden miljøhensyn.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker