Mangs fundet skyldig i to drab i Malmø

Peter Mangs er ved byretten i Malmø fundet skyldig i to drab, fire drabsforsøg og tre tilfælde af grove trusler i retssagen mod den såkaldte serieskytte, skriver TT.

Offentliggjort Sidst opdateret

Domstolen siger, at Mangs skal undersøges af psykiatere, før retten afgør, om han skal dømmes til fængsel eller psykiatrisk behandling. Disse undersøgelser ventes at vare fire uger.

Tiltalen omfattede 3 drab og 12 drabsforsøg, men Mangs er altså ikke fundet skyldig i alle punkter.

Retten anser det ikke tilstrækkeligt bevist, at Mangs skulle være skylig i drabet den 28. juli 2003, da den 23-årige Firas Al-Shariah blev skudt og dræbt ved sit hjem på Gånglåtsvägen i Malmø.

Mangs er derimod kendt skyldig i drabene den 13. juni 2003 på den 66-årige Kooros Effatian på samme gade i Malmø og for drabet den 10. oktober 2009 på den 20-årige Trez West Persson, som sad i en bil i Malmø med en mand, som blev hårdt såret.

- Straframmen for disse handlinger ligger på livstid, pointerede chefanklager Solveig Wollstad under sin plædering i Malmø fredag, hvor hun kaldte Peter Mangs en iskold morder, der gennem flere år har spredt skræk og rædsel i Malmø med drab og drabsforsøg.

Anklageren mener, Mangs havde racistiske motiver.

- Han kalder personer af udenlandsk oprindelse for aber. Han siger, at "Hitler er som mig" i en tekst fra begyndelse af 2000-tallet. Det kan ikke være et tilfælde, at næsten alle ofre havde udenlandsk baggrund, siger hun.

Mangs' forsvarere siger, at deres klient er uskyldig og den syndebuk, som politiet kastede sig over, da presset steg for at finde den skyldige bag adskillige skyderier over en årrække.

Mangs har hele tiden nægtet sig strafskyldig.

/ritzau/TT