Margaret Thatcher begraves på næste onsdag
Den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher, der mandag døde i en alder af 87 år, bliver begravet onsdag den 17. april. Det oplyser den nuværende premierminister David Camerons regeringskontor i Downing Street.
Samtidig oplyser Buckingham Palace, at dronning Elizabeth og prins Philip deltager i begravelsen. Og det er ganske usædvanligt, da dronningen normalt ikke deltager i begravelser af ikke-kongelige.
Jernladyen vil få en særlig ærefuld begravelse - en såkaldt ceremoniel begravelse - med militære æresbevisninger.
Begravelsen finder sted i St. Paul's Cathedral i London, og der ventes deltagelse af en række internationale ledere og en bred vifte af personer relateret til baronessen.
En ceremoniel begravelse er en sjælden ære - blot marginalt mindre ærefuld end en statslig begravelse, som kun gives til monarker og få exceptionelle personligheder.
De seneste ceremonielle begravelser blev holdt for dronning Elizabeths mor i 2002 og for Diana, prinsessen af Wales, i 1997.
Dagen inden begravelsen bliver Thatchers kiste bragt til et kapel i Westminster, som huser landets parlament, hvortil Thatcher første gang blev valgt i 1959. Her bliver der holdt en kort højtidelighed.
Dagen efter køres kisten gennem Londons gader, som vil være ryddet for trafik.
Offentligheden får ikke direkte adgang til begravelsen, men kan altså stå langs ruten, når kisten passerer.
Det er endnu uvist, om begravelsen får dansk deltagelse, da de danske myndigheder ifølge Udenrigsministeriets Protokol endnu ikke har hørt fra briterne.
Den britiske ambassade i København har imidlertid tirsdag morgen åbnet en kondolencebog, som man kan komme og skrive i.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker