Margrethe Vestager giver milliardbøde til Apple
Konkurrencekommissær Margrethe Vestager straffer Apple for at forhindre fair konkurrence på App Store. (Arkivfoto). Foto: Olivier Hoslet/Ritzau Scanpix
Apple har fået en bøde på 1,8 milliarder euro af EU-Kommissionen i konkurrencesag anlagt af Spotify.
It-giganten Apple er mandag blevet idømt en bøde på 1,8 milliarder euro, svarende til 13,4 milliarder kroner, af EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.
Årsagen er, at Apple håndhæver et monopol i sin App Store, som er konkurrenceforvridende, og som både rammer forbrugere og dem, der tilbyder digitale tjenester via App Store.
Det gælder blandt andet musikstreamingtjenesten Spotify, som af samme årsag har anlagt sagen, der nu har ført til den kæmpestore bøde.
Spotify har klaget over, at det ifølge Apples vilkår for App Store ikke er tilladt at gøre brugerne opmærksom på, at de kan betale for abonnementer uden om Apples lukkede miljø.
Og hvis brugerne vælger at betale i App Store, tager Apple 30 procent i kommission.
Apple skriver ifølge Reuters i en pressemeddelelse, at man vil anke bøden.
- Beslutningen tager ikke højde for realiteterne i et marked, der trives, er konkurrencedygtigt, og som er i kraftig vækst, hedder det i pressemeddelelsen.
Bøden til Apple falder, få dage før EU's såkaldte Digital Markets Act (DMA) skal være implementeret.
Den skal regulere konkurrencen mellem digitale platforme og stiller en række krav til seks store tech-virksomheder - herunder Apple.
Kravene skal blandt andet sikre, at der via disse platforme er adgang til digitale tjenester, hvor aftalen er indgået uden for platformen.
Tech-giganterne må heller ikke favorisere egne produkter på disse digitale platforme.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde