Mario Monti træder tilbage i Italien

Italiens premierminister, Mario Monti, har fredag aften indgivet sin afskedsbegæring. Det sker efter, at han har fået vedtaget næste års finanslov og efter at have mistet sit flertal.

Offentliggjort Sidst opdateret

Monti afleverede sin afskedsbegæring under et kort med møde med den italienske præsident, Giorgio Napolitano, siger en talsmand.

Montis teknokrat- og embedsmandsregering mistede tidligere på måneden støtte fra den tidligere premierminister og milliardær Silvio Berlusconis centrumhøjreparti PDL.

Dermed skred det parlamentariske grundlag for Montis regering, der har siddet ved magten i Rom i et år, hvor den med en række politiske og økonomiske reformer har genskabt international tillid til Italiens kriseramte økonomi.

Den tidligere EU-kommissærs retræte kommer, efter at det italienske parlament tidligere fredag aften sagde god for næste års finanslov.

- Det har været en vanskelig, men fascinerende tid, sagde Monti tidligere fredag aften i parlamentet.

Med Montis tilbagetræden banes der vej for at fremrykke det planlagte parlamentsvalg i Italien fra april til februar.

Præsident Napolitano ventes at opløse parlamentet inden for de kommende dage og udskrive nyvalg. Den mest sandsynlige valgdato er 24. februar.

Lørdag går Napolitano i gang med konsultationer med politiske ledere om organiseringen af parlamentsvalget, og hvad der politisk skal ske frem til da, hedder det i en erklæring.

Napolitano har desuden bedt Mario Monti om at fortsætte som leder af en forretningsregering, indtil en ny regering træder til efter valget.

Den partiløse Monti, der er senator på livstid, ventes at holde et pressemøde søndag. I italiensk presse er der en forventning om, at han her vil fortælle, at han vil tage del i valgkampen.

Han sættes i forbindelse med en alliance af midterpartier, som har lovet, at de vil fortsætte hans reformpolitik.

/ritzau/AFP