Markant flere søger asyl i Mexico efter Trump kom til
Migranter fra Mellemamerika søger asyl i Mexico. Langt færre bliver stoppet på grænsen mellem Mexico og USA.
Antallet af mennesker, der søger om asyl i Mexico, er steget med ikke mindre end 150 procent, siden Donald Trump blev valgt som USA's præsident.
Det viser nye tal fra den mexicanske regering.
Det tyder på, at flere migranter fra Mellemamerika vælger at søge asyl i håbet om at få lov at blive i Mexico frem for at satse på at kunne opholde sig i USA.
Siden det amerikanske præsidentvalg i november og frem til marts har den mexicanske flygtningestyrelse, Comar, modtaget 5421 ansøgninger om asyl. I samme periode et år tidligere var tallet 2148.
Eksperter understreger, at det er for tidligt at sige med sikkerhed, om den markante stigning i antallet af asylansøgninger har noget at gøre med valget af Trump.
Men tallene viser med tydelighed, at flere migranter nu forsøger at få opholdstilladelse i Mexico.
- Det syn, folk har på politiske forandringer, påvirker helt sikkert alles bevidsthed, siger Comars direktør, Cinthia Perez.
Hun siger, at Comar nu vil forsøge at få afklaret, hvad der får folk til at søge asyl i Mexico, ved at spørge mere til, om valget af Trump har indflydelse på, at flere nu søger ophold i Mexico.
Samtidig viser tal fra det amerikanske ministerium for indenlandsk sikkerhed, at antallet af migranter fra Mellemamerika, der bliver stoppet på grænsen mellem Mexico og USA, er faldet markant siden Trump blev valgt.
I marts blev lidt over tusind stoppet. Det er et fald på hele 93 procent i forhold til december.
En talskvinde for FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i Mexico siger, at bedre forhold for de migranter, der ankommer til Mexico samt muligheden for familiesammenføring også er med til at sende antallet af asylansøgninger i vejret.
Størstedelen af de migranter, der nu søger asyl i Mexico, kommer fra lande som Honduras, Guatemala og El Salvador, der er præget af vold og uroligheder.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned