Marokkansk politi finder 31 ton hash i plastikfrugter
Marokkansk politi beslaglagde i 2020 en stor sending cannabis, som kan ses på billedet her, i millionbyen Casablanca. (Arkivfoto). Foto: Moroccan Police/Reuters
Marokkansk politi har sat årsrekord for den største beslaglægning af hash - 31,2 ton fandt politiet.
Politiet i Marokko har sat årsrekord for det største hashfund, da det for nylig beslaglagde mere end 31 ton hash i havnebyen Tangier.
Det oplyser politiet onsdag, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Politiet har i samme aktion anholdt en mand, som det mistænker for at være en del af et internationalt netværk af narkosmuglere.
Der er tale om en tidligere dømt 61-årig mand, som nu er varetægtsfængslet.
Hashen blev fundet i en sending af, hvad der på overfladen lignede frugt og grønt.
Men i stedet for friske pærer og bananer var der tale om hule plastikfrugter fyldt med hash.
Politiet beslaglagde også et større køleskab fyldt med poser med hash.
Det nordafrikanske land er en af verdens største producenter af hash. Alene sidste år beslaglagde politiet mere end 191 ton hash.
En større reform på området gjorde sidste år cannabis lovligt til medicinsk brug, men det er endnu ikke lovligt at bruge det rekreativt.
Ifølge mediet Bloomberg News skulle lovliggørelsen tage en del af brodden af problemerne i den nordmarokkanske region Rif, hvor en stor del af den marokkanske cannabis bliver dyrket.
Ifølge mediet skulle lovændringen gøre det muligt for producenterne at øge deres omsætning med cirka en tredjedel.
Loven blev vedtaget af det marokkanske parlament i marts sidste år.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker