Maskerede mænd anholder i stor stil demonstranter i Hviderusland
Hviderussisk politi har omringet demonstranter, der søndag er samlet i hovedstaden Minsk for at protestere mod det officielle resultat af præsidentvalget i august. Foto: Stringer/Reuters
Stringer/Reuters
Politi i Minsk bruger tåregas, chokgranater og ifølge øjenvidner også gummikugler mod fredelig protest.
Maskerede sikkerhedsfolk har anholdt flere hundrede mennesker, der søndag var samlet i Hvideruslands hovedstad, Minsk, til endnu en demonstration mod præsident Aleksandr Lukasjenko og hans styre.
Videoer, der er sendt ud på det sociale medie Telegram, viser uniformerede betjente, der affyrer tåregas og chokgranater mod tilsyneladende fredelige demonstranter.
Ifølge øjenvidner blev der også skudt med gummikugler.
Menneskerettighedsorganisationen Viasna skriver, at over 640 mennesker er blevet anholdt søndag.
Videoer viser både mænd og kvinder, der bliver slæbt ind i politiets biler og kørt væk. Adskillige af dem skal være kvæstet.
Blandt de anholdte er der flere journalister. Hvideruslands regering har slået hårdt ned på medierne. Den har også smidt udenlandske journalister ud af landet, hvilket gør det vanskeligt at dække protesterne.
I Minsk var flere tusinde mennesker samlet, mens der også var protester i andre byer.
Omkring 15 metrostationer i hovedstaden var lukket i et forsøg på at forhindre, at flere demonstranter kunne komme ind til centrum. Også flere gader var spærret af.
Myndighederne havde desuden slukket for store dele af mobilnettet for at forhindre, at demonstranterne kunne samles.
Hver søndag i tre måneder er titusinder af hviderussere gået på gaden for at markere deres utilfredshed med Lukasjenko. Han har siddet tungt på magten i mere end to årtier.
Præsidentens modstandere kræver, at han overlader magten til oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja.
Hun stillede også op ved præsidentvalget 9. august i år, hvor valgresultaterne viste en overbevisende sejr til Lukasjenko.
Men hun og oppositionen mener, at han har snydt sig til valgsejren.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker