Massevaccinationer mod polio påbegyndt i Gaza
En storesøster vifter luft til den palæstinensiske dreng Abu Al-Jidyan, som er registreret som den første i Gaza, der er blevet ramt af polio i 25 år. Han bor i Deir al-Balah i det centrale Gaza. - Foto: Ramadan Abed/Reuters. Foto: Ramadan Abed/Reuters
For første gang i 25 år blev et poliotilfælde registreret i Gaza. Nu vaccineres børn i Gaza mod sygdommen.
Massevaccinationer mod sygdommen polio er lørdag begyndt i Gaza, oplyser nyhedsbureauet AFP.
Efter at Gaza har været poliofri i 25 år, registrerede det Hamas-kontrollerede palæstinensiske sundhedsministerium tidligere i august et tilfælde med sygdommen hos et ti måneder gammelt barn.
UNICEF har leveret 1,2 millioner vacciner til Gaza-striben.
400.000 ekstra doser er på vej, oplyste vicegeneraldirektøren i WHO i denne uge.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, oplyser, at Israel har indvilliget i en tre dages ”humanitær pause” i kampene for at tillade hjælpearbejdere at give vaccinerne.
Det handler om, at der dagligt skal holdes pauser i den krig, som Israel fører i Gaza. Det siger Rik Peeperkorn, der er WHO's repræsentant i de palæstinensiske områder.
- Vi diskuterede det og blev enige. Det betyder, at kampagnen vil starte 1. september i det centrale Gaza i tre dage. Og der vil være en humanitær pause under vaccinationerne, sagde Rik Peeperkorn, der er WHO's repræsentant i de palæstinensiske områder, til Ritzau 29. august.
Siden skal vaccinationerne rykke til det sydlige Gaza og derefter til den nordlige del.
Vaccinen gives i form af dråber, der dryppes i munden.
Vaccinen gives af to omgange og skal række til mere end 640.000 børn i Gaza-striben under 10 år.
Polio er en akut virusinfektion også kendt som børnelammelse.
Virusset er meget smitsomt, og polio kan medføre varige og invaliderende lammelser. I værste fald dør de smittede.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, regnes polio kun for at være endemisk i Pakistan og Afghanistan, hvor der stadig er såkaldt "vild polio".
Men en række lande er stadig på udbrudslisten, og de oplever udbrud af polio, som enten sker via import af vild polio eller vaccinefremkaldt polio.
Blandt landene på udbrudslisten er blandt andet Gazas nabo Egypten.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned