Massevoldtaget drabsoffer kørt hjem i kortege

Liget af den indiske kvinde, der lørdag døde af sine kvæstelser efter en brutal massevoldtægt, er fløjet hjem til Indiens hovedstad, New Delhi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den indiske premierminister, Manmohan Singh, var til stede i Indira Gandhi International Airport, da flyet landede tidligt søndag morgen lokal tid.

Den 23-årige kvinde blev herefter kørt til Jankapuri-distriktet i millionbyen, hvor hun boede, da hun var medicinstuderende. Kvindens forældre var med i kortegen, der fragtede liget i en guldfarvet kiste.

For knap to uger siden blev kvinden overfaldet af seks berusede mænd i en bus i den indiske hovedstad. Her blev hun voldtaget og mishandlet på grusom vis, inden hun blev smidt af den kørende bus.

Kvinden fik svære skader i hovedet og underlivet, og for få dage siden blev hun overført til et hospital i Singapore i håb om, at lægerne kunne redde hendes liv. Men kvæstelserne var for alvorlige, og tidligt lørdag morgen døde hun.

Drabssagen har udløst protester i hele Indien og en hidsig debat om den eskalerende vold mod kvinder. Inderne kræver blandt andet bedre sikkerhed for kvinder og hårdere straf for sexforbrydelser.

Omkring 5000 mennesker trodsede lørdag aften frostgraderne i New Delhi og gik på gaden for at sørge og tænde lys for den dræbte kvinde.

Seks mænd er anholdt i sagen om det grufulde sexovergreb, og de er efter kvindens død også blevet anklaget for drab. Fem af de sigtede er mellem 20 og 40 år gamle, mens en er mindreårig.

New Delhi har den højeste forekomst af seksualforbrydelser af alle Indiens byer. Politiets statistik viser, at der bliver rapporteret en voldtægt hver 18. time. Men mange forbrydelser bliver aldrig anmeldt.

Mens den indiske befolkning sørger over den 23-åriges død, melder de lokale medier om flere sexovergreb i landet. Blandt andet en massevoldtægt af en blot 14-årig pige, som efter overfaldet forsøgte at begå selvmord ved at sluge gift i staten Gujarat.

/ritzau/AFP