McDonald's risikerer burger-forbud i Rusland
Der er udbrudt kold krig mellem Rusland og den amerikanske fastfood-kæde McDonald's.
Det russiske agentur for forbrugerbeskyttelse har hevet burgerkæden for retten i et forsøg på at få udstedt et forbud mod en række af kædens burgere, milkshakes og is. Det oplyser en talsmand fra retten i Moskva.
Agenturet vil have gjort produkterne ulovlige på grund af "upassende fysisk/kemiske parametre", lyder det fra retten. Årsagen uddybes ikke yderligere.
McDonald's oplyser i en pressemeddelelse, at man ikke har modtaget nogen klager fra agenturet, og at man ikke har nogen informationer om den forestående retssag. Burgerkæden tilføjer, at alle produkter bliver produceret efter metoder, der er godkendt af de russiske myndigheder.
Retssagen kommer, tre måneder efter at fastfood-kæden besluttede at lukke sine restauranter på Krim-halvøen, efter at Rusland annekterede den østukrainske region.
På samme tidspunkt krævede flere russiske politikere, at samtlige af McDonald's mere end 400 restauranter i Rusland skulle lukkes.
Det første retsmøde i burger-striden vil blive afholdt 13. august, oplyser retten.
McDonald's har været i Rusland siden 1990 - den første restaurant blev åbnet i den russiske hovedstad, Moskva, kort efter murens fald i Berlin.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker