Med avancerede droner spotter Ukraine masser af russiske mål ved fronten

Der blev holdt godt øje med det mål, som dronen havde udpeget, indtil forbindelsen blev afbrudt af russiske jamming-systemer. Foto: Alina Smutko/Reuters

Droner spiller rolle på begge sider i Ukraine-krigen. Fredag blev flere steder i Ukraine ramt i stort russisk angreb, og ved fronten er russisk mål på kornet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Stilheden sænker sig over en kontrolvogn fyldt med skærme og kabler i Kharkiv-region i det nordøstlige Ukraine. En gruppe soldater holder øje med et russisk radarsystem, som eliteenhedens drone har udpeget.

En ukrainsk raket er på vej. Men inden den når sit mål, forsvinder billedet. Russiske jamming-systemer, hvor radiosignalerne mellem dronen og fjernstyring forstyrres, har afbrudt transmissionen.

Enhedens drone er en del af et spirende ukrainsk program med både lokalproducerede og vestlige droner, der er dukket op siden den russiske invasion. De bruges til både at udpege mål og angribe dem.

Ifølge enhedens chef, en 26-årig tidligere handelsskibsnavigatør, der går under navnet Kenobi, har dronen hjulpet med at ødelægge masser af mål. Blandt andet et luftforsvarssystem en måned efter hans ankomst.

- Det er det, jeg husker bedst, siger han og genkalder sig missilerne, der blev skudt af som fyrværkeri, efter at systemet blev ramt.

Det er ikke kun Ukraine, der bruger droner i krigen. Rusland har også en stor droneflåde. Tidligt fredag blev forskellige dele af Ukraine ramt af det, der ifølge ukrainerne er det største droneangreb i ugevis.

Selv om det lykkedes at skyde 24 ud af 40 droner og et missil ned, så blev kritisk infrastruktur i den vestlige og sydlige del af landet ramt. I den store by Kharkiv blev både private hjem og erhvervsbygninger ødelagt.

- Vi styrker luftforsvaret og de mobile brandenheder. Som vinteren nærmer sig, vil russiske terrorister forsøge at forårsage mere skade. Vi vil slå tilbage, lød det fredag fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et opslag på det sociale medie X, der tidligere hed Twitter.

Det er nu over halvandet år siden, at Rusland begyndte sin invasion af Ukraine. For nylig advarede den øverstbefalende for de ukrainske styrker, general Valerij Zaluzjnyj, om, at den var på vej i en mere statisk og udmattende fase.

For at kunne gøre noget ved situationen har Ukraine behov for at blive styrket militært, lød det i en artikel i The Economist. Der er særligt brug for hjælp til at få mere kontrol over luftrummet.

Tilbage i kontrolvognen kommer billedet efter et minuts pause tilbage. Forbier. Et krater ryger omkring 50 meter fra det russiske radarsystem, der ses køre hurtigt i sikkerhed på sine larvefødder, og dronen flyves hjem.

- Gennem tiden har vi ikke mistet et eneste fartøj, siger en 46-årig med kaldenavnet Soliara, der har styret dronen. Arbejdet med at udpege russiske mål fra kontrolvognen kan fortsætte.

/ritzau/Reuters

Vesten har sendt store summer til Ukraine

* Ukraine er under krigen meget afhængig af vestlig støtte. Både til krigen og til at holde styr på de statslige budgetter.

* USA havde i begyndelsen af oktober 2022 givet mere end 320 milliarder kroner i sikkerhedsstøtte til Ukraine siden starten på krigen. Det udgør over halvdelen af sikkerhedsstøtten fra vestlige donorer. Dertil kommer anden økonomisk og humanitær støtte.

* EU-landene overvejer i øjeblikket et forslag fra EU-Kommissionen om at afsætte omkring 370 milliarder kroner over de næste fire år til Ukraine.

* Vesten har under krigen blandt andet doneret våben, kampvogne og militært udstyr. Ukraine er afhængig af, at det fortsætter, for at kunne stå imod den russiske offensiv. Våben bliver brugt op og ødelagt under krigen, så der er brug for nye leverancer løbende.

Kilder: Reuters og AFP.

/ritzau/

Her ses dronen, inden den blev sendt afsted. Den havde udpeget et russisk mål, men Ukraine måtte tage til takke med en forbier. Foto: Alina Smutko/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu