Med kampvogne sætter Israel gang i et nyt storangreb på Gaza
En palæstinensisk familie ankommer tirsdag til grænsebyen Rafah i det sydlige Gaza efter at være flygtet fra byen Khan Yunis og de israelske angribere. Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix
Mange palæstinensere meldes dræbt og såret i det sydlige Gaza. Det bliver værre time for time, siger WHO.
Israelske styrker har tirsdag sat gang i et storangreb på den største by i det sydlige Gaza, hvor hospitaler er løbet over ende.
Et stort antal palæstinensere meldes dræbt og såret.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) siger, at situationen i Gaza bliver værre time for time.
- Et stadig mere intenst bombardement finder sted overalt, også her i det sydlige område ved Khan Yunis og Rafah, siger Richard Peeperkorn, der er WHO's repræsentant i Gaza.
Det er formentlig det største angreb, som Israel har gang i, siden en våbenhvile brød sammen fredag.
Lokale beboere oplyser, at israelske kampvogne er kørt ind i Khan Yunis' østlige udkant. Israelske soldater har indtaget stillinger i byen Bani Suhaila, og det samme er tilfældet i Hamad By, der er et beboelsesprojekt finansieret af Qatar.
Israel erobrede inden våbenhvilen den nordlige del af Gaza under jagten på Hamas og dets militsfolk. Det er denne landoffensiv, der nu er udvidet til det sydlige Gaza.
Israelerne har inddelt Gaza i små felter, hvor palæstinenserne med deres mobiltelefoner på et kort kan se, hvor der vil blive bombet næste gang. Men det har spredt panik og angst. Mange ved ikke, hvor de skal flygte hen for at undgå de israelske bombardementer.
Israels hær siger, at man på den måde forsøger at undgå store civile tab blandt palæstinenserne.
- Vi fortsætter nu med den anden fase. En anden fase, som militært vil være vanskelig, siger en talsmand for den israelske regering.
Den israelske regerings erklærede mål er helt at eliminere Hamas i Gaza, efter den miltante bevægelse 7. oktober angreb Israel, dræbte cirka 1200 mennesker og tog over 241 gidsler.
Gazas sundhedsministerium oplyser, at der torsdag morgen blev bragt 43 døde til Nasser Hospital i Khan Yunis. Det samlede dødstal i Gaza under krigen er tirsdag nået op på over 15.900 døde, hedder det.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker