Med seks dødsdomme på en uge vil Irans præstestyre kvæle protester

Rundt om i verden har der været støttedemonstrationer for de iranere, der protesterer mod præstestyret i Teheran. På kun en uge har Iran dømt seks mænd til døden for deres rolle i demonstrationerne. Mange flere dødsdomme vil følge, frygter Amnesty International. Billedet er fra en demonstration ved FN's hovedkvarter i New York lørdag. Foto: Yuki Iwamura/Ritzau Scanpix

Iran skruer op for brugen af dødsstraf. Styret forsøger at opretholde en barriere af frygt med undertrykkelse og dødsdomme, lyder det fra menneskeretsgruppe.

Offentliggjort Sidst opdateret

Præstestyret i Iran dømmer demonstranter til døden i et forsøg på at skræmme iranerne fra at protestere.

Det mener menneskeretsgrupper, efter at Iran i løbet af en uge har afsagt ikke færre end seks nye dødsdomme.

Dermed har Iran "skruet op for brugen af dødsstraf som et værktøj til politisk undertrykkelse". Det siger Diana Eltahawy, som er Amnesty Internationals vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika.

De seneste dødsdomme er afsagt over seks mænd, som var anklaget for deres rolle i de omfattende protester, der har præget Iran i mere end to måneder.

De seks mænd er alle fundet skyldige i "mohareb", som betyder "fjendskab mod Gud", eller "efsad-e fel arz". Direkte oversat betyder det "at sprede korruption på jorden".

I alt er mindst 21 mennesker på nuværende tidspunkt anklaget ved Irans domstole for denne type forbrydelser. 20 af dem er mænd, og en enkelt er kvinde, meddeler Amnesty International.

Hvis de kendes skyldige, vil straffen med stor sandsynlighed være døden ved hængning.

Mange andre er i fare for at blive dømt til døden, i og med at tusinder er anholdt og vil blive tiltalt for lovovertrædelser, frygter Amnesty.

I forvejen er Iran et af de lande i verden, der henretter flest mennesker.

- Den islamiske republik har i 43 år brugt dødsstraffen til at opretholde frygtens barriere, siger direktøren for ngo'en Iran Human Rights, Mahmood Amiry-Moghaddam, ifølge AFP.

- De nuværende protester har fået den barriere til at kollapse. Nu forsøger de iranske myndigheder at genopbygge den med undertrykkelse og dødsdomme.

Mange af de dødsdømte tilhører Irans etniske mindretal. Det gælder både kurdere og især etniske baluchier fra de fattige dele af det sydøstlige Iran.

- Medmindre det internationale samfund sender et meget, meget stærkt signal til de iranske myndigheder, vil vi opleve massehenrettelser, siger Mahmood Amiry-Moghaddam.

Trods de seneste dødsdomme er der ikke tegn på, at protesterne er ved at gå i sig selv.

Irans fodboldlandshold stod tavse på banen ved VM i Qatar, da den iranske nationalsang mandag blev spillet inden Irans første kamp mod England. På tribunerne sad iranske fodboldfans med slagordet "Kvinder, Liv, Frihed" på deres trøjer. Foto: Fadel Senna/Ritzau Scanpix

Efter lidt over to måneder er der fortsat protester flere steder i Iran. Det udgør den største udfordring for præstestyret i årtier.

Særligt de områder i det vestlige og nordvestlige Iran, hvor ti millioner iranske kurdere bor, er folk på gaden i stort antal.

Politi og militær slår hårdt ned på dem. Ifølge aktivister er der blevet skudt med skarpt i weekenden.

Modstanden mod styret kommer også til udtryk ved VM i fodbold, der er indledt i Qatar.

Da Iran mandag spillede sin åbningskamp mod England, stod de iranske spillere tavse uden at synge med på Irans nationalsang.

På tilskuerpladserne bar mange iranske fodboldfans trøjer med teksten "Kvinder, Liv, Frihed". Det er de iranske demonstranters mest udbredte slagord.

Det iranske landsholds anfører, Ehsan Hajsafi, opfordrede søndag til, at der sker forandringer i Iran. Og han sendte sine kondolencer til de familier i Iran, der har mistet et familiemedlem ved protesterne.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Foreløbig er mindst 378 mennesker blevet dræbt i sammenstød mellem demonstranter og politi i Iran. Det viser en opgørelse fra Iran Human Rights.

/ritzau/

Ung kvindes død udløste protester i Iran

* Den 22-årige kvinde Mahsa Amini døde fredag den 16. september efter at være blevet anholdt af det iranske moralpoliti, fordi hendes hijab angiveligt ikke dækkede hendes hår godt nok.

* Hendes død har sat fokus på kvinders rettigheder i Iran og ført til en mere generel kritik af det iranske præstestyre.

* Demonstrationerne har nu varet i lidt over to måneder. I begyndelsen var det Irans kvinder, der gik på gaden, men mænd og studerende fulgte snart med.

* Mahsa Amini tilhørte Irans kurdiske mindretal. Særligt i de kurdiske områder i det vestlige og nordvestlige Iran har protesterne været store.

* Iranske sikkerhedsstyrker slår ifølge aktivister hårdt ned på protesterne. Nogle steder har de skudt med skarpt mod demonstranter.

* Ifølge en opgørelse fra Iran Human Rights er mindst 378 mennesker dræbt i forbindelse med demonstrationerne. Andre organisationer sætter tallet højere.

/ritzau/

Iran henretter hundreder om året

* Iran er et af de lande i verden, der henretter flest mennesker. Kun i Kina bliver der eksekveret flere dødsdomme, viser opgørelser fra menneskeretsgrupper.

* I 2021 blev der henrettet mindst 314 mennesker i Iran, viser tal fra Amnesty International.

* Ifølge Iran Human Rights er tallet steget i år. Ngo'ens opgørelse viser, at Iran indtil videre har henrettet 482 mennesker i 2022.

* Tidligere i november stemte 227 af de 290 medlemmer af Irans parlament for at åbne op for brug af dødsstraf i forbindelse med de igangværende protester i landet.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu