Medie: Danske diplomater blev beordret ud af Kabul søndag
Anonyme kilder siger til B.T., at evakuering fra Afghanistan blev forsinket. Udenrigsministeriet afviser.
De danske diplomater i Afghanistans hovedstad, Kabul, blev søndag beordret ud af landet, efter at Taliban havde generobret magten.
Det skriver B.T. på baggrund af oplysninger fra unavngivne kilder.
Det var ifølge kilderne med til at forsinke evakueringen fra Afghanistan. Det afviser Udenrigsministeriet dog over for Ritzau.
Danmark er i gang med at evakuere egne statsborgere samt afghanere, der har arbejdet for Danmark i landet, og deres familier fra Afghanistan.
Forsinkelsen i arbejdet skyldes, at det skal kontrolleres, at det er de rigtige personer, der bliver godkendt til evakuering.
Først tirsdag eftermiddag var ambassadør Nathalia Feinberg tilbage i Kabul ledsaget af en tidligere ambassadør, skriver B.T.
Ministeriet afviser dog blankt, at ambassadørens ophold i Pakistan forsinkede operationen:
- Fra Islamabad fortsatte ambassadøren sit arbejde med at planlægge evakueringen og holde kontakt til de lokalt ansatte, oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau i et skriftligt svar.
Ifølge B.T. var det ikke med ambassadør Nathalia Feinbergs egen fri vilje, at hun blev fløjet ud af landet søndag. Beslutningen blev truffet i Udenrigsministeriet.
Ministeriet oplyser til Ritzau, det var planen, at ambassadøren skulle være blevet i lufthavnen i Kabul.
- På besked fra de ansvarlige danske sikkerhedsmyndigheder måtte det imidlertid i sidste øjeblik besluttes at tage ambassadøren med på flyet til Islamabad, skriver ministeriet.
Det var Forsvaret, der havde til opgave at foretage evakueringsflyvningen.
- Den konkrete beslutning om at flyve alle tilstedeværende ud, da situationen spidsede til, traf Forsvaret af hensyn til personellets sikkerhed, skriver Udenrigsministeriet.
Torsdag morgen ankom 84 evakuerede med fly til København - primært afghanske tolke og deres familier. De kan blive to år i Danmark.
Yderligere 320 er torsdag evakueret fra Kabul, kom det tidligere på dagen frem på et pressemøde.
Hvor stort et antal lokalt ansatte og deres familier Danmark vil evakuere fra Afghanistan, er der ikke klarhed over.
Udenrigsministeren fra Pakistan, der hjælper Danmark med evakueringerne, har tidligere sagt, at hjælpen omfatter 431 afghanere. Det er dog ikke bekræftet fra dansk side.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned