Medie erklærer fejlagtigt gammel rocklegende død
Jerry Lee Lewis lever stadig i byen Memphis, som ligger i den amerikanske delstat Tennessee. (Arkivfoto). Foto: John Davisson/Ritzau Scanpix
TMZ fik informationer fra en påstået repræsentant for Jerry Lee Lewis, som hævdede, at legenden var død.
Jerry Lee Lewis, rockpioneren bag blandt andet "Great Balls of Fire", er ikke død.
Det kan overraske, hvis man har læst det amerikanske underholdningsmedie TMZ onsdag aften. Her berettede mediet nemlig om, at den 87-årige sanger og klaverspiller var gået bort i sit hjem i Memphis.
Men det er altså ikke tilfældet, skriver mediet i en rettelse.
TMZ havde været i kontakt med en, som hævdede at repræsentere rockpioneren, og som sagde, at sangeren var død.
- Det viste sig, at det ikke var tilfældet, skriver TMZ i rettelsen.
- TMZ beklager fejlen.
The Killer, som han kaldes, lever altså stadig trods flere helbredsproblemer de seneste år. Da Jerry Lee Lewis i 2019 fik en hjerneblødning troede de fleste, at det var slut for den amerikanske rock'n'roll-legende.
Han mistede førligheden i højre hånd og dermed evnen til at gengive sit ikoniske pianospil på hitnumrene "Great Balls of Fire" og "Whole Lotta Shakin' Going On".
Men det var ikke enden på pionerens musikkarriere.
Ifølge magasinet Rolling Stone tog Jerry Lee Lewis i januar i år ind til et studie i musikbyen Nashville og lagde modstræbende sin slatne højre hånd på tangenterne af et klaver.
Og til alles - inklusiv sin egen - overraskelse, begyndte fingrene at bevæge sig og spille de gamle hits, som kunstneren har turneret med siden 1950'erne.
Den gamle klaverlegende har endnu ikke kommenteret artiklen fra TMZ, og det har hans repræsentanter heller ikke.
Han har dog tidligere udtalt sig om døden.
- Frygt er ikke lige min ting. Jeg elsker Gud og Jesus Kristus, og jeg tilbeder Helligånden. Men jeg elsker at leve, at trække vejret. Jeg takker Gud for det hele tiden, sagde han i et interview med avisen The Guardian.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker