Medie: Fratagelse af Ungarns EU-rettigheder kan blive en realitet

Hvis artikel 7-processen gennemføres kan det betyde, at Viktor Orbán mister sin stemme ved forhandlingsbordet ved Det Europæiske Råd. (Arkivfoto). Foto: Marton Monus/Reuters

Ifølge EU-diplomater kan det blive alvor med brugen af artikel 7 mod Ungarn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis Ungarn igen blokerer for EU's 50 milliarder euro til Ukraine på det kommende februartopmøde, kan der falde brænde ned.

Sådan lyder det i hvert fald fra fem diplomater, som mediet Politico har talt med.

- Hvis Orbán (Ungarns premierminister, red.) blokerer for aftalen igen til februartopmødet, så kan brugen af artikel 7 for at fratage Ungarn dets stemmeret blive en mulighed, siger en af EU-diplomaterne.

Direktør i Tænketanken Europa Lykke Friis kalder det for forhandlingstaktik op til topmødet.

- Man er ude og rasle med sablen for at presse ham (Viktor Orbán, red.) maksimalt, siger hun.

Det var oprindeligt planen, at man ville blive enige om de 50 milliarder euro, som skal dække fire år, på EU-topmødet i december.

26 EU-medlemsstater var enige, men Ungarn stejlede, da man ikke mener, at vejen til fred er større finansiering fra EU's side.

Lykke Friis vurderer, at presset på Viktor Orbán ikke kun har noget med hjælpepakken til Ukraine at gøre, men også ratificeringen af Sveriges Nato-medlemskab.

- Selv om at det nu tyder på, at Ungarn vil have gang i ratifikationsprocessen , så kan man se i dagens dækning, at Ungarn stadig er ude og sige, at man ikke behøver at fremskynde sagen, siger tænketankdirektøren.

Det ligner ifølge hende, at Viktor Orbán fisker efter at få noget igen for, at Sverige skal ind i Nato. Ligeså, når Ungarn truer med blokade for penge til Ukraine.

Det kunne være flere af de indefrosne EU-midler, som man tilbageholder, da Ungarn ikke lever op til sine forpligtelser.

For at nå dertil, hvor man har vurderet, at et land ikke lever op til EU's værdier, og man fratager landet rettigheder, kræver det enstemmighed i Rådet. Det vil sige, at de resterende 26 stats- og regeringschefer, heriblandt Danmarks statsminister, skal sige ja til det.

- Det er ikke blevet mere realistisk, end det var for en måned siden. Vi ved jo, at Slovakiet klart har indikeret, at man vil nedlægge veto, hvis det skulle komme dertil, vurderer Lykke Friis.

Benyttelsen af artikel 7 mod Ungarn er også et ønske, EU-Parlamentet har. Tidligere på måneden opfordrede det Rådet til at gå videre i processen. Det skal dog siges, at parlamentet ikke har nogen magt, hvad det angår.

/ritzau/