Medie: Hospitalsansat har forsøgt at kigge i prinsesse Kates journal
Prinsesse Kate med prins William og sønnen prins George der ankommer til en julegudstjeneste den 25. december 2023. Kate er ikke blevet set i offentligheden siden. (Arkiv). Foto: Kin Cheung/Ritzau Scanpix
Det britiske datatilsyn bekræfter, at en ansat har forsøgt at skaffe sig adgang til en privat lægejournal.
En ansat på privathospitalet The London Clinic, hvor Storbritanniens prinsesse Kate blev opereret i januar, har angiveligt forsøgt at få adgang til prinsessens private journal.
Det skriver The Daily Mirror og BBC.
Det britiske datatilsyn, ICO, bekræfter over for The Daily Mirror at have modtaget en henvendelse om en ansat, der har forsøgt at skaffe sig adgang til en patients journal.
ICO oplyser også, at man er i gang med at undersøge sagen.
Der er tale om mindst en ansat, der er blevet opdaget i at forsøge at kigge i prinsesse Kates journal, skriver The Daily Mirror.
Ifølge mediet er The London Clinic, hvor også kong Charles for nylig var indlagt, i gang med at lave en intern undersøgelse.
- Vi mener, at alle vores patienter - uanset deres status - fortjener privatlivets fred og fortrolighed med hensyn til deres medicinske oplysninger, lyder det fra privathospitalet.
En talsperson fra Kensington Palace har afvist at kommentere sagen.
Det er endnu ikke bekræftet af officielle kilder, at det er Kates journal, som den ansatte har forsøgt at skaffe sig adgang til.
Prinsesse Kate blev indlagt på hospitalet den 17. januar og blev udskrevet 12 dage senere efter at have gennemgået en planlagt operation i maveregionen.
Kensington Palace har tidligere oplyst, at Kate er i bedring, og at hun vil vende tilbage til sine pligter efter påske.
Siden Kates indlæggelse har flere rygter og konspirationsteorier om prinsessens helbred fyldt på sociale medier.
Interessen for Kate voksede efter, at Kensington Palace delte et billede af prinsessen og hendes tre børn på Instagram.
Dagen efter trak en række nyhedsbureauer billedet tilbage, da de vurderede, at billedet var blevet manipuleret.
Efterfølgende har prinsesse Kate selv kommenteret billedet i et opslag på det sociale medie X. Her forklarede hun, a hun er amatørfotograf, og at hun af og til redigerer billeder.
Desuden beklagede hun "enhver forvirring, som fotografiet måtte have forårsaget".
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned