Medie: Indiske BBC-kontorer ransages for anden dag i skattesag
Betjente står her tirsdag uden for BBC-kontorer i Mumbai under ransagning. Foto: Anushree Fadnavis/Reuters
Oppositionen hævder, at razzia er politisk motiveret. Ifølge Indiens regering arbejder myndigheder uafhængigt.
En ransagning af BBC-kontorer i New Delhi og Mumbai er fortsat onsdag. Dermed undersøges det britiske medie for anden dag i træk.
Det melder tv-kanalen NDTV og henviser til anonyme kilder.
Ransagningen kommer, efter at det britiske medie har sendt en dokumentar, som havde kritisk fokus på premierminister Narendra Modis handlinger under dødelige uroligheder i 2002.
Dokumentaren blev for nogle uger siden blokeret på blandt andet streamingtjenester. Den anses af Indiens regering for at være propaganda.
Den indiske opposition har mere end antydet, at der en sammenhæng mellem skatteransagningen og den hos regeringen upopulære dokumentar.
- Først kom BBC-dokumentaren, som blev forbudt, skriver oppositionspartiet Kongrespartiet på Twitter.
- Nu har departementet for indkomstskat ransaget BBC, står der videre.
- En ikke-erklæret nødretstilstand.
Premierminister Narendra Modis parti, BJP, hævder på den anden side, at de indiske institutioner arbejder uafhængigt af regeringen.
Skattemyndighedernes ransagning er "inden for lovgivningen om at se nærmere på skatteforhold", lyder det.
- Indien er et levende demokrati, hvor ingen står over loven, siger BJP-talsmand Gopal Krishna Agarwal ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Konflikter mellem Indiens hinduistiske flertal og landets millioner af muslimer har flere gange været et tema i Modis regeringsperiode.
Modi var førsteminister i delstaten Gujarat i 2002 under voldsomme antimuslimske optøjer. De kostede over 1000 mennesker livet. Modi beskyldes for at have accepteret volden. Den beskyldning gentages i BBC-dokumentaren.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker