Medie: Mindst 30 er dræbt i nye angreb i det nordlige Gaza
En palæstinensisk mand sidder sammen med sine børn omkring et bål i ruinerne af deres hus i flygtningelejren Bureij i den centrale del af Gazastriben lørdag. I den nordlige del af det palæstinensiske område melder palæstinensiske myndigheder og medier om blodige angreb dagligt. Foto: Eyad Baba/Ritzau Scanpix
Begrænset adgang og mangel på udstyr berøver folk livreddende behandling i det nordlige Gaza, siger WHO-chef.
Mindst 30 mennesker er lørdag blevet dræbt i israelske angreb mod flere huse i byen Beit Lahiya i den nordlige del af Gazastriben.
Det skriver det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa ifølge Reuters.
Der er ikke umiddelbart nogen kommentar fra Israels militær.
Dødstallet er heller ikke bekræftet fra anden side.
Samtidig siger generalsekretæren for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Tedros Adhanom Ghebreyesus, at situationen i det nordlige Gaza er "katastrofal".
I et opslag på X skriver han, at der er "intense militære operationer" i og omkring et hospital i området.
Han advarer om, at en "kritisk mangel på medicinske forsyninger, der forstærkes af alvorligt begrænset adgang, berøver folk livreddende behandling".
WHO-chefen peger især på Kamal Adwan-hospitalet, der er det sidste fungerende hospital i den nordlige del af Gazastriben.
Fredag blev det stormet af israelske soldater, meddelte det palæstinensiske sundhedsministerium.
Ifølge ministeriet er to børn døde som følge af det israelske indtog på hospitalet, der ligger i flygtningelejren Jabaliya.
Ministeriet beskylder desuden israelske styrker for at tilbageholde hundredvis af ansatte, patienter og fordrevne palæstinensere, der havde søgt tilflugt på hospitalet.
Ministeriets beskyldninger er ikke umiddelbart bekræftet fra israelsk side.
Militæret har blot sagt, at det "ikke kender til beskydninger og angreb i området omkring hospitalet".
Sent fredag meddelte WHO, at tre sundhedsansatte og en fjerde ansat blev såret under en belejring af hospitalet.
Snesevis af ansatte blev tilbageholdt og kunne dermed ikke tage sig af de omkring 200 patienter, der havde akut brug for hjælp, lyder det lørdag fra Tedros Adhanom Ghebreyesus.
Israels militær indledte en større operation i dette område tidligere i oktober.
Ifølge Israel er der fare for, at den militante Hamas-bevægelse er i færd med at omgruppere i området.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned