Medie: Over 900 ukrainske skoler og hospitaler er blevet ødelagt
The New York Times skriver, at omfanget af ødelæggelserne i Ukraine svarer til situationen i Dresden eller London efter Anden Verdenskrig. (Arkivfoto). Foto: Roman Pilipey/Ritzau Scanpix
Ifølge The New York Times har Rusland i alt ødelagt over 900 skoler, hospitaler og kirker i Ukraine.
Over 900 skoler, hospitaler og kirker i Ukraine er blevet ødelagt siden starten på Ruslands invasion 24. februar 2022.
Det viser en opgørelse, som det amerikanske medie The New York Times har lavet i samarbejde med to analytikere på baggrund af satellitbilleder.
Ifølge mediet udgør undersøgelsen det mest komplette billede af de samlede ødelæggelser i forbindelse med den over to år lange krig.
Skoler, hospitaler og kirker er beskyttet under den humanitære folkeret - også kendt som Genève-konventionerne.
The New York Times skriver, at omfanget af ødelæggelserne svarer til situationen i Dresden eller London efter Anden Verdenskrig.
Få lande har været udsat for noget lignende siden 1945.
I alt er fire gange så mange bygninger, som der er i Manhattan, blevet ødelagt, skriver mediet.
Konkret har The New York Times fundet frem til, at 708 skoler, heriblandt universiteter, 109 kirker, heriblandt også moskeer og andre religiøse institutioner, samt 106 hospitaler og lægeklinikker er blevet ødelagt.
Mediet skriver dog også, at det er et konservativt estimat. Opgørelsen gælder ikke Krim-halvøen eller dele af det vestlige Ukraine, hvor dataene er mangelfulde.
Ukraine har selv forårsaget dele af ødelæggelserne i sine angreb mod den russiske frontlinje og de besatte områder.
Rusland har ikke villet kommentere oplysningerne over for The New York Times.
Ukraine har de seneste måneder været trængt militært af Rusland. Blandt andet fordi militært udstyr fra USA har været blokeret i den amerikanske kongres. Men det blev løst i april.
Fortsat har Ukraine og præsident Volodymyr Zelenskyj opfordret til, at vestlige lande sender mere udstyr - i særdeleshed til luftforsvaret.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde