Medie: Pentagon-lækage kan stamme fra chatrum
Lækkede dokumenter blev øjensynligt først set på platformen Discord, som er populær blandt gamere.
En lang række lækkede dokumenter fra amerikanske efterretningstjenester og ministerier kan oprindeligt være blevet sendt ud i et chatrum for gamere på sociale medier. Det skriver nyhedsbureauet AP.
AP henviser til platformen Discord, hvor brugere kan tale sammen direkte og udveksle videoer og tekster.
Her kom en chat om en række forskellige emner pludselig til at dreje sig om krigen i Ukraine ifølge en person, som deltog. Under denne samtale begyndte en anonym bruger at dele dokumenter, som angiveligt var klassificerede.
AP har ikke kunne verificere de oplysninger, som den anonyme bruger har givet. Ifølge AP er den anonyme bruger 18 år. Den pågældende chat, hvor dokumenterne skal være sendt ud i, er siden blevet slettet.
Dokumenterne blev ifølge den 18-årige bruger først lanceret sammen med brugerens egne tanker, hvorefter brugeren for et par måneder siden ifølge AP begyndte at sende billeder af fysiske dokumenter.
Dokumenterne synes ikke at have vakt opsigt uden for chatrummet førend for et par uger siden. Her begyndte de at blive sendt rundt på andre sociale medier og i større medier.
Dokumenterne ser ud til at være i samme format som briefinger til ledende politikere om national sikkerhed. Enkelte af dem ser ifølge forsvarsministeriet i USA, Pentagon, ud til at være blevet manipuleret.
Pentagon kalder lækagen for en alvorlig sikkerhedstrussel.
Dokumenterne indeholder militære hemmeligheder om Ukraine, Kina, Mellemøsten og andre sensitive områder og emner.
De afslører blandt andet svagheder i det ukrainske forsvar, indhold om samtaler mellem amerikanske og sydkoreanske diplomater, om ammunition til Ukraine og en rapport om den israelske efterretningstjeneste Mossads påståede støtte til protesterne mod landets nye regering.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned