Medie: Suga vil bakke op om reformminister til formandspost
Taro Kono har blandt andet været tidligere udenrigsminister i Japan, og landets afgående premierminister, Yoshihide Suga, vil angiveligt bakke ham op til formandsposten i LDP. Foto: Taketo Oishi/Ritzau Scanpix
Taketo Oishi/Ritzau Scanpix
I slutningen af september skal regeringspartiet i Japan vælge, hvem der skal være den nye formand.
Den afgående premierminister i Japan, Yoshihide Suga, planlægger at bakke op om Taro Kono, landets reformminister, når der skal være valg til formandsposten i regeringspartiet, Det Liberale Demokratiske Parti, LDP, i september.
Det rapporterer det japanske tv-netværk Nippon News Network.
Fredag fortalte Suga, at han træder tilbage som landets premierminister efter et år på posten.
Han genopstiller således ikke, når der er valg til partilederposten i LDP 29. september.
Vinderen er så godt som sikret posten som premierminister også, da LDP har flertal i det japanske underhus.
Til oktober skal Japan afholde parlamentsvalg, og op til dette har landet kæmpet med sin hidtil værste coronabølge.
Støtten til den 72-årige premierminister er i befolkningen faldet til under 30 procent.
Den japanske tv-station TBS rapporterede efter Sugas udmelding - uden at citere kilder - at Kono har planer om at stille op til formandsposten.
Den 58-årige Kono fortalte også journalister, at han vil rådføre sig med sine partikolleger, inden han erklærer sit kandidatur.
Han er tidligere udenrigs- og finansminister og er populær blandt unge vælgere efter at have opbygget støtte gennem det sociale medie Twitter. Her har han 2,3 millioner følgere på sin japanske profil.
Den tidligere udenrigsminister Fumio Kishida har allerede meldt sig ind i kampen om posten.
Ifølge Suga selv er det for stor en mundfuld både at tackle coronapandemien og føre valgkamp til partiledervalget.
- Det ville kræve en enorm mængde energi, siger han.
Suga overtog formandsposten i LDP i september sidste år, da hans forgænger, Shinzo Abe, gik af som partileder og premierminister af helbredsmæssige årsager.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker