Medie: Sverige er klar med største donation af våben til Ukraine
Sverige udelukker ikke at donere de svenske Gripen-kampfly til Ukraine, men er blevet om at vente, da ukrainerne er ved at gøre klar til at indfase F-16-kampfly fra blandt andet Danmark i det ukrainske luftforsvar. (Arkivfoto). Foto: Capek Karel/Ritzau Scanpix
Sverige donerer to radarfly til Ukraine, der kan spore angreb med fly og raketter på stor afstand.
Sverige donerer sin hidtil største militærpakke til Ukraine.
Den er på 13,3 milliarder svenske kroner (8,6 milliarder danske kroner).
Donationen af forsvarsudstyr er den sjette i rækken fra Sverige.
- Den består af udrustning, som står højt på Ukraines prioriteringsliste, siger vicestatsminister Ebba Busch på et pressemøde.
- Det handler om luftforsvaret, som styrkes med to fly, ASC 890, artilleriammunition og pansrede køretøjer, siger hun.
ASC 890 er et radarfly, der kan spore indkommende fly og raketter på flere hundreder kilometers afstand.
Ifølge den svenske regering vil det give Ukraine en helt ny evne til at spore angreb fra luften og havet.
Ukraine har de seneste måneder været trængt militært af Rusland. Blandt andet fordi militært udstyr fra USA har været blokeret i den amerikanske kongres. Men det blev løst i sidste måned.
Forsvarsminister Pål Jonson siger, at ASC 890-flyene lige nu har den "største effekt på det ukrainske luftforsvar". Flyene vil komplementere og forstærke de F-16-kampfly, som Danmark og flere andre lande har lovet at donere.
De første af 19 danske F-16-fly ventes at blive leveret denne sommer ifølge den danske regering.
Tirsdag sagde Jonson, at man ikke har udelukket at donere de svenskproducerede kampfly Gripen. Men regeringen er blevet bedt om at vente, da der lige nu er fokus på at indfase F-16 i det ukrainske luftvåben.
Med onsdagens donation har Sverige hidtil støttet Ukraine med 43,5 milliarder svenske kroner (28,7 milliarder kroner).
For kort tid siden præsenterede den svenske regering et løfte om fortsat militær støtte til Ukraine på 75 milliarder svenske kroner (48,7 milliarder kroner) fra 2024 til 2026.
En række europæiske lande har indgået sikkerhedsaftaler med Ukraine med løfte om militær og økonomisk støtte over en række år. Senest med Spanien og Belgien mandag og tirsdag i denne uge.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde