Medie: Terrorsigtet nordmand planlagde flere angreb i Oslo
Philip Manshaus (til højre) er tiltalt for drab på sin 17-årige stedsøster og angreb mod en moské uden for Oslo. Her ses han ankomme til retten i november. Foto: Ntb Scanpix/Reuters
Ntb Scanpix/Reuters
Retssag mod Philip Manshaus, der er tiltalt for angreb og drab, starter torsdag i denne uge.
Norske Philip Manshaus, der er tiltalt for drab på sin stedsøster og angreb på en Moské, skal have planlagt et angreb i bydelen Grønland i Oslo.
Det skriver det norske medie Nettavisen, der har haft adgang til 100 sider af, hvad der vurderes at være Manshaus' noter.
Noterne er angiveligt blevet fundet i hans seng, og der står blandt andet, at fordelen ved bydelen er, at der bor mange unge mennesker.
Ulemperne er derimod, at politiet er tæt på, og det giver mindre tid til et angreb, vurderer Manshaus i noterne.
Hverken politiet, statsadvokaten eller Manshaus' forsvarer ønsker at kommentere sagen til Nettavisen.
Den 22-årige Manshaus har været varetægtsfængslet siden 10. august, hvor han skød og dræbte sin 17-årige stedsøster og derefter angreb Al-Noor-moskéen i Bærum uden for Oslo.
Manshaus åbnede ild i moskéen med et haglgevær, men blev overmandet af besøgende på stedet, inden han dræbte eller sårede nogen.
Under afhøringer har han sagt til politiet, at det var hans hensigt at "dræbe så mange som muligt".
Retssagen mod Manshaus starter torsdag 7. maj i Asker og Bærums Byret.
Det ventes, at Manshaus erklærer sig skyldig i anklagerne mod ham. Manshaus' advokat siger, at hans klient "handlede i nødværge" som "led i en modstandskamp".
Den 22-årige havde inden angrebet hyldet flere masseskydninger med højreekstreme motiver.
- Jeg vil beskytte mit folks fremtidige generationer, erklærede han i november og holdt armen op i luften i en nazistisk hilsen.
I september offentliggjorde politiet detaljer om drabet på Manshaus stedsøster, Johanne, der var adopteret fra Kina.
Ifølge obduktionsrapporten blev den 17-årige pige dræbt af tre skud i hovedet og et i brystkassen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde