Medie: Unitedhealth Group efterforskes for Medicare-svindel
Der har i USA været demonstrationer mod forsikringsindustrien, efter at en forsikringsdirektør fra UnitedHealthcare blev skuddræbt på åben gade i New York sidste år. UnitedHealthcare er et datterselskab til Unitedhealth Group, som nu efterforskes for svindel af USA's justitsministerium. (Arkivfoto). Foto: Brendan McDermid/Reuters
Sundhedsforsikringsselskabet UnitedHealth Group efterforskes for mulig svindel, skriver Wall Street Journal.
USA's justitsministerium efterforsker sundhedsforsikringsselskabet UnitedHealth Group for svindel med den offentlige sundhedsforsikring Medicare.
Det skriver avisen Wall Street Journal. Det sker på baggrund af udtalelser fra unavngivne kilder med kendskab til efterforskningen.
Efterforskningen har været i gang siden sommeren 2024.
Den drejer sig ifølge kilderne om forsikringsselskabets forretningspraksis, når det kommer til forsikringsproduktet Medicare Advantage.
Hvad den mulige svindel mere konkret består i, fremgår ikke.
Mens Medicare er en offentlig sundhedsforsikring for borgere over 65 år, så udbydes Medicare Advantage af private sundhedsforsikringsudbydere, der har indgået en kontrakt med Medicare.
I Medicare Advantage-systemet får de private sundhedsforsikringsselskaber engangsbetalinger fra den føderale regering for at overvåge de tilmeldte patienters Medicare-fordele.
Når patienter har bestemte diagnoser, stiger betalingerne, hvilket ifølge Wall Street Journal kan skabe et incitament til at diagnosticere flere sygdomme.
Unitedhealth Group har endnu ikke udtalt sig om efterforskningen.
Sidste år fik sundhedsforsikringsselskabet stor bevågenhed, da direktøren for datterselskabet UnitedHealthcare, Brian Thompson, den 4. december blev skuddræbt på åben gade i storbyen New York.
26-årige Luigi Mangione blev få dage senere anholdt og er tiltalt for drabet på sundhedsdirektøren. Han nægter sig skyldig.
På gerningsstedet blev der fundet patronhylstre, hvor der var påskrevet ordene "deny", "defend" og "depose". Det kan i denne sammenhæng oversættes til "benægt", "forhindr" og "affærdig".
Det menes at være en henvisning til forsikringsindustrien, der kritiseres for at bruge en sådan taktik for at undgå at udbetale penge til deres kunder.
De ord - sammen med referencer i Luigi Mangiones personlige notater - kan henvise til en bog af juraprofessoren Jay M. Feinman, der handler om, hvordan forsikringsselskaber slipper uden om at betale for deres kunders behandling.
/ritzau/
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned