Medie: USA vil straffe Myanmars militær yderligere

USA vil angiveligt forsøge at ramme militæret i Myanmar på økonomien med nye sanktioner. Mindst 275 civile menes at være blevet dræbt af sikkerhedsstyrkerne i landet. Her ses familiemedlemmer sørge over et af ofrene på en kirkegård i Mandalay. Foto: Str/Ritzau Scanpix

USA vil ifølge kilder fastfryse alle aktiver, som to konglomerater i Myanmar måtte have i amerikanske banker.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA planlægger at indføre sanktioner over for to konglomerater, der kontrolleres af Myanmars militær.

Det oplyser kilder med kendskab til overvejelserne til nyhedsbureauet Reuters.

Sanktionerne mod de to konglomerater, Myanmar Economic Corporation (MEC) og Myanmar Economic Holdings Ltd (Mehl), kan blive offentliggjort allerede torsdag, oplyser kilderne.

Det amerikanske finansministerium ventes at indefryse alle aktiver, som de to konglomerater måtte være i besiddelse af i USA.

Et konglomerat er en stor virksomhed, der spreder sig over forskellige forretningsområder.

Militæret i Myanmar overtog 1. februar magten i landet ved et kup.

Siden har militærstyret trods protester fra USA og mange andre lande slået hårdt ned på demonstranter, der har protesteret mod militærstyret. Mindst 275 mennesker er blevet dræbt under protesterne.

Den amerikanske regering pålagde i februar Myanmars fungerende præsident sanktioner som følge af militærkuppet. Det samme gælder for adskillige højtstående officerer.

I samme ombæring varslede USA yderligere økonomiske straffeaktioner rettet mod militæret.